Danmarks Riges Breve

af Lis Jacobsen. Kronik i Berlingske Aftensavis 30. november 1938.

Af de skriftlige Vidnesbyrd, Danmarks Middelalder har efterladt os, er et af de vigtigste - ja maaske det vigtigste - de Aktstykker, oftest af retsstiftende Karakter, som gaar under Navnet Diplomer eller Breve.

I dette Materiale ejer vi en Førstehaands Kilde til Kendskab om de politiske, sociale og kulturelle Forhold i Datiden: Rigets Forhold til andre Lande, Regeringens Forhold til de forskellige Befolkningsklasser, og disses indbyrdes Forhold; desuden giver Brevene - og i højere grad end noget andet Kildestof - Oplysning om de enkelte Slægters og de enkelte Institutioners Historie: Kirkens, Klostrenes og de store Jordejendommes.

"I dette Materiale ejer vi en Førstehaands Kilde til Kendskab om de politiske, sociale og kulturelle Forhold i Datiden: Rigets Forhold til andre Lande, Regeringens Forhold til de forskellige Befolkningsklasser, og disses indbyrdes Forhold; desuden giver Brevene - og i højere grad end noget andet Kildestof - Oplysning om de enkelte Slægters og de enkelte Institutioners Historie: Kirkens, Klostrenes og de store Jordejendommes"

Saa langt tilbage dansk Historieskrivning har eksisteret, har Diplomer været benyttet som Grundlag for Forskningen og Illustration til den historiske Fremstilling; men den første Historiker, der erkendte Diplomernes primære værdi i Forhold til
Beretninger af enhver Art, var den danske Kildekritiks Fader, Geheimearkivar Hans Gram, der for henved to Hundrede Aar siden lagde Grunden til et dansk Diplomatarium.

Indsamlingen af Diplomer fortsattes i vid Udstrækning af Grams Efterfølger som Geheimearkivar Jacob Langebek.

Fra sine Forskningsrejser til Sveriges og andre Østersølandes Arkiver hjembragte han et omfattende Materiale, som
danner Kernen i den store haandskrevne Diplomsamling, Langebeks Diplomatarium, der opbevares i Rigsarkivet.

Endnu en tredie af det 18. Aarhundredes Geheimearkivarer er knyttet til den danske Diplomudgivelses Historie, det er Islændingen G. I. Thorkelin, der under Titlen "Diplomatarium Arna-Magnæanum" i Slutningen af 18. Aarhundrede udgav en
væsentlig Del af de af hans Landsmand Arne Magnusson samlede danske Diplomer.
       
I 19. Aarhundrede tog Diplomudgivelsen Fart. Store samlede Diplomatarier udkom i Tyskland, Sverige og Norge; men i Danmark naaede man - bortset fra Udgaver af enkelte begrænsede Diplomsamlinger (Hardsyssels, Viborgs, København  Diplomatarier m. m.) - ikke udover to store Registreringsværker, der er at betragte som foreløbige Hjælpemidler for den historiske Forskning og som Forarbejder til et samlet dansk Diplomatarium.

Af disse Værker er det ene, hvis Udgivelse har strakt sig over det meste af det 19. Aarhundrede, udgivet paa Foranledning af Videnskabernes Selskab under titlen Regesta diplomatica historiæ Danicæ, almindelig kaldet        "Regesta" - det andet er i Aarene omkring Aarhundredeskiftet udgivet af Kr. Erslev under Titlen Repertorium diplomaticum
regni Danici mediævalis, kaldet "Repertorium".

Begge Værker har baade som Hjælpemiddel for Forskningen og som Forarbejder til det nu paabegyndte Diplomatarium været af overordentlig Betydning, men intet af dem har kunnet erstatte den egentlige og fuldstændige Diplomsamling, om hvis Virkeliggørelse Kravet blev stadig stærkere.

I vort Aarhundrede er dette Krav rejst ikke blot af Historikere, men ogsaa af Sprogforskere; de latinske Middelalderbreve er nemlig en Hovedkilde til vor Viden om den Sprogform, Latinen havde i vore Middelaldertekster; Ønsket om et dansk Diplomatarium kom derfor naturligt frem i et af Videnskabernes Selskab nedsat Udvalg, hvis Opgave er at indsamle Materiale til en Ordbog over netop disse Tekster.

Dernæst indeholder de ældre middelalderlige Breve - skønt affattede paa Latin - en Rigdom af danske Stednavne og Personnavne foruden mange specielle danske Betegnelser (paa Møntenheder, Skatter o. s. v.), hvorfor man også fra
dansk-filologisk Side maatte ønske Diplomatariets Virkeliggørelse. 

- Det var indlysende, at den krævende Opgave kun kunde løses ved Samarbejde mellem Historikere og Sprogmænd; da Det danske Sprog- og Litteraturselskab i 1930 modtog en Forespørgsel, om vi kunde tænke os at paatage os Udgivelsen, maatte vor Beslutning derfor betinges af, om et saadant Samarbejde lod sig realisere.

Efter at Selskabet havde formaaet de to førende Middelalderhistorikere, Professor Erik Arup og Professor Lauritz Weibull til at overtage Ledelsen af Redaktionen, og til Udgivelsen havde knyttet Professor Franz Blatt, der var særlig kyndig i Middelalderlatin, samt - som dansk Sprogforsker - Professor Peter Skautrup, opnaaede vi i 1931 fra Carlsbergfondet den nødvendige Støtte til Værkets Udarbejdelse og Fremstilling.
       
Derpaa knyttedes til Diplomatariet som faste Medarbejdere følgende unge Historikere og Filologer: Dr. phil. Adam Afzelius, Magister C. A. Christensen, cand. mag. Gustav Hermansen og cand. mag. Kaare Olsen; da Prof. Arup senere ønskede at trække sig tilbage fra Ledelsen, overtog disse fire unge Forskere sammen med Prof. Blatt som selvstændige Redaktører Arups Del af Udgivelsen.
       
Det skal endnu nævnes, at Hvervet som Tilsynsførende er overtaget af den højt ansete Retshistoriker, Prof. Poul Johs. Jørgensen og - for det danske Sprogstofs Vedkommende - af Professor Skautrup.

Til at begynde med var Talen kun om en Tekstudgave, der skulde gengive Diplomerne ordret og bogstavret; men under Udarbejdelsen voksede den Tanke frem, at tilgængeliggøre det saa vigtige historiske Kildemateriale for en større Kreds gennem en Udgave af Brevene i moderne dansk Sprogform, samt at foranstalte en Facsimileudgave med fotografisk         Gengivelse af de danske Originalbreve.

Naar det er lykkedes at gennemføre denne tredobbelte Udgivelse, skyldes det for den danske Udgaves Vedkommende den levende Interesse, Planen om denne blev modtaget med af samtlige historiske Amtsforeninger og derefter af         Undervisningsministeriet og Rigsdagen; og naar Facsimileudgaven er blevet til Virkelighed, og nu foreligger komplet i seks store Lystryk-Bind med et indledende Tekstbind har Forlæggeren, Dr. Ejnar Munksgaard, en ikke ringe Andel i  Fortjenesten heraf. Men at Diplomatariet som Helhed har kunnet gennemføres, derfor kan man takke den evigt rindende Kilde til Fremme af dansk Forskning: Carlsbergfondet.

"Naar det er lykkedes at gennemføre denne tredobbelte Udgivelse, skyldes det for den danske Udgaves Vedkommende den levende Interesse, Planen om denne blev modtaget med af samtlige historiske Amtsforeninger og derefter af         Undervisningsministeriet og Rigsdagen; og naar Facsimileudgaven er blevet til Virkelighed, og nu foreligger komplet i seks store Lystryk-Bind med et indledende Tekstbind har Forlæggeren, Dr. Ejnar Munksgaard, en ikke ringe Andel i  Fortjenesten heraf. Men at Diplomatariet som Helhed har kunnet gennemføres, derfor kan man takke den evigt rindende Kilde til Fremme af dansk Forskning: Carlsbergfondet."

Af de to nye Udgaver blev Ledelsen af den danske Oversættelse overfraget Professor Blatt, der tillige, sammen med Magister C. A. Christensen, overtog Udgivelsen af Facsimile-Udgaven.

Undersøgelsen og Fotograferingen af de talrige Diplomer i udenlandske Arkiver er for en meget væsentlig Del foretaget af Dr. Adam Afzelius.
       
Hvad udgivelsen af Diplomatariet vil betyde i den tredobbelte Skikkelse, hvori Værkerne henvender sig ikke blot til Faghistorikerne, men til alle, der interesserer sig for deres Lands og deres Hjemstavns Historie, det kan naturligvis ikke siges den Dag, første Bind udsendes; men det Faktum, at dette store autentiske Kildemateriale til Danmarks Historie fra Vikingetiden til den centrale Middelalder bliver tilgængeligt og kommer baade Forskningen og vide Kredse af det danske Folk ihænde, vil uden Tvivl faa gennemgribende Følger for Fremtidens Krav til Historieskrivning.
       
Forandringen vil ikke komme hverken paa en Maaned eller paa et Aar.
       
Vejen maa gaa gennem Universitetet og Skolen; Læseren maa lære at erkende Brevets primære levende Værdi, før han kan tage Aktstykkerne ind i sin Undervisning; men da vil ogsaa Dagliglivets Forteelser i fjerne Tider paa helt anden Maade, end det kan ske gennem Beretningen, blive nærværende.
       
Et lille Brev, udstedt 13 Juli 1251 paa Hagenskov paa Fyn, ved hvilket Kongen giver "vore Købmænd af Faaborg", Toldfrihed, hvor som helst "i hele Danmarks Rige" de agter at rejse med deres Varer, giver saa at sige haandgribelige Oplysninger om Datidens Handelsvilkaar, ligesom et andet tilfældigt valgt Brev, udstedt i Vordingborg 25. April 1251, ved hvilket Kongen meddeler Rostocks Borgere et Handelsprivilegium, der blandt andet indeholder den Begunstigelse, at  "hvis I ved en ulykkelig Hændelse maatte lide Skibbrud, da skal alt det Gods, som I med eget Arbejde og paa egen Bekostning kan bjærge, tilfalde Eder frit for hver Mands Krav."
       
Begge Breve hører i deres Art til de almindeligste Privilegier, hvis Forudsætninger i mindre og større Udstrækning naaer langt ned mod vor Tid.


Og faa er de Forhold i Samfundslivet, som ikke omhandles i de gamle Aktstykker.

Diplomatariet vil omfatte mellem 7000 og 8000 breve; mange af disse kræver Særundersøgelser for at kunne indsættes paa frugtbar Maade i den historiske Sammenhæng.

Det vil da forstaaes, at hele dette mægtige Stof for at udnyttes for Forskningen har Bud - foruden til den egentlige Faghistoriker - til Handelshistorikeren, Retshistorikeren, Kirkehistorikeren og ikke mindst til Lokalhistorikeren.

For Lokalhistorien har disse Breve nemlig en i forhold til andre Kilder alt overvejende Betydning.
       
Med Henblik herpaa er der truffet Beslutning om at samle de Breve, der har Interesse for de forskellige Amter, i særlige Amtsbind, som udsendes hæftevis til Foreningernes Medlemmer.
       
Som Aftager af disse Amtsbind har Foreningerne foreløbig tegnet sig for 12,000 Eksemplarer, men Tallet vil formentlig stige væsentlig, idet en Del Foreninger endnu ikke har truffet endelig Beslutning.
       
Allerede nu vidner Tallets Størrelse dog om en historisk Interesse, som næppe mange andre Lande kan vise Mage til.
Gamle Grundtvigs Aand rækker vidt!

Et Spørgsmaal, som man stadig faar stillet, er dette: Har Diplomerne i større udstrækning været ukendte hidtil, saaledes at de vil give nye Oplysninger om selve Danmarks Historie.

Hertil er at svare, at de for langt den største Parts Vedkommende ikke er ukendte, men har været optaget i hjemlige og fremmede Regest- og Diplomsamlinger, men at de ikke desto mindre kun i ringe Grad er gaaet ind i den historiske Fremstilling, end sige har været virkelig udnyttede.

Aarsagen er, at det er tidtagende for en Skribent at undersøge og afskrive eller blot gøre Notater om Tekster, der er spredte i Hundreder af forskellige Værker, som - hvis de overhovedet findes i Landet - ofte kun er til Stede paa et enkelt Hovedstadsbibliotek.
       
Forholdet vil blive et ganske andet, naar alle Breve Danmark vedrørende er samlede i nogle Bind, der staar paa Skriverens egen Boghylde.
       
Og er Brevene da ovenikøbet gengivet i et Sprog, enhver Læg og Lærd umiddelbart forstaar, og forsynet med Person- og Stedregistre, Sagregistre og Ordforklaringer, vil vore Middelalderbreve naturligt faa den Førsterangs Plads, de efter deres Art har Krav paa. Ældre historiske Beretninger vil da af sig selv træde tilbage for dette rige vidtspændende samtidige Kildemateriale.
       
At det ikke altid har været Tilfældet hidtil, derpaa skal i en følgende Artikel gives et Eksempel, som vistnok vil virke baade oplysende og overraskende.