Danmarks gamle Ordsprog
Udgivere: Simon Skovgaard Boeck, Iver Kjær † og John Kousgård Sørensen †
Tilsynsførende: Allan Karker
Finansiering: Augustinus Fonden (bind I-III), Carlsbergfondet, Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, Poul Kristensen og Reitzel
Danmarks gamle Ordsprog er den videnskabelige standardudgave af danske ordsprog. I sit anlæg adskiller den sig fra andre udgaver ved at lægge samlinger af ordsprog til grund for udgivelsen, hvor andre værker har valgt det enkelte ordsprog som udgangspunkt. I alt 27 samlinger fra perioden 1500-1700 udgives i bogform (i nytryk eller faksimile); det samlede antal ordsprog er ca. 33.000. Den valgte form giver forskeren mulighed for at undersøge de enkelte samlinger, men det betyder også, at et register bliver en uundværlig indgang til værket, hvis man fx vil se, hvordan et ordsprog har ændret sig gennem tiden.
For at projektet kan afsluttes, mangler bind III (Ribekredsens ordsprogssamlinger) og bind VIII (registre). Der har i beretningsåret været arbejdet på indledningen til bind III; når den er færdig, vil bindet kunne sendes til tilsynet. Der foreligger en plan for registrene, men det omfattende arbejde er endnu ikke påbegyndt.
Udkommet:
I,1-2: Peder Låles Ordsprog, 1979
II: »Hans Thomissøns Ordsprog« & Poul Enevoldsen: Farrago, 1977
IV: Problemata et Proverbia moralia & Hans Christensen Sthens Ordsprog, 1987
V: Daniel Matras: Proverbes, 1981
VI: Samlinger fra 17. århundrede, 1980
VII,1-2: Peder Syv: Aldmindelige Danske Ordsproge, 1983-1988


