Anna og Michael Anchers breve
Udgiver: Elisabeth Fabritius
Tilsynsførende: Jørgen Korsgaard-Pedersen, Mette Winge og Inger Sørensen (Det Kongelige Bibliotek)
Finansiering: Beckett Fonden
Projektet gælder en videnskabelig publicering af breve fra og til kunstnerparret Anna Ancher (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927). De ældste korrespondancer giver indblik i Anna Anchers uddannelse og Michael Anchers vej til sit kunstneriske gennembrud i 1880, hvor parret gifter sig. I denne periode har Anchers især kontakt med Carl Locher og Holger Drachmann. Som de eneste malere bosætter de sig i Skagen og får dermed en central placering i den nyskabende, internationale kunstnerkoloni, som fra 1879 og igennem 1880’erne udfolder sig på stedet. Skagenskunsten i 1880’erne er forankret i fransk naturalisme og realisme og udgør en hovedhjørnesten i Det Moderne Gennembrud i dansk maleri.
Firserne er den kunsthistorisk mest interessante periode, hvor P.S. Krøyer udfordrede Michael Anchers monopol, hvad de diskuterede pr. brev, og hvor parret knyttede venskab med Georg og Gerda Brandes og Henrik Pontoppidan. Under parrets ophold under verdensudstillingen i Paris 1889 fik de et nært forhold til Sophus Schandorph og til en række nordiske kunstnere. Brevene skifter karakter i 1890’erne, hvor Skagensmalerne ikke længere repræsenterer den kunstneriske avantgarde, men hvor deres popularitet hos publikum til gengæld tager til. Med turismens indtog i Skagen får Anchers bekendte blandt journalister, skuespillere og sommergæster, som køber eller bestiller malerier. Efter 1900 får de nære venner i Skagens embedsmænd, borgmester Schwartz, kæmner Brodersen og plantør Dahlerup, lige som der er stigende kontakt med Bangsbo-kredsen. Ancher engagerer sig i byens ve og vel og i Skagens historie som bevaringen af Krøyers Hus, oprettelsen af Skagens Museum og bidrag til den første bog om kunstnerkolonien, skrevet af Alba Schwartz. For nylig er en stor mængde breve, der belyser denne sene periode, dukket op i privat eje og vil indgå i udgaven.
Som manuskriptet former sig, får man et kulturhistorisk nuanceret billede ikke blot af kunstnermiljøet, men af Skagen i bredere forstand. Transskription, punktkommentarer og noteapparat udføres i en integreret proces. Projektet skal resultere i et manuskript med introduktioner, punktkommentarer, indekser og illustrationer i form af kunstværker og historiske fotografier og forventes afsluttet med udgangen af 2012.


