Du er her: Forside / Litteratur / Breve mv. / Eksterne brevudgivelser / Herman Bangs breve

Herman Bangs breve

Udgiver: Gert Posselt
Tilsynsførende: Flemming Conrad † og Sten Rasmussen
Finansiering: Augustinus Fonden og Carlsbergfondet

Herman Bang (1857-1912) meddelte sig flittigt via breve og telegrammer til en omfattende personkreds, som reflekterer hele hans mangesidede virke gennem 35 år som forfatter, journalist, oplæser og teatermenneske. Kun relativt få af hans breve blev udgivet i 1900-tallet, fyldigst ca. 70 breve til Peter Nansen fra perioden 1883-1887 (udgivet 1918) og (næsten) alle brevene til Fritz Boesen (udgivet 1951), men begge i utilfredsstillende stand med mange anonymiserede personnavne o.l. Et lille antal breve fra og til ham indgår i de brevudgaver, som vedrører fx Bjørnstjerne Bjørnson og Amalie Skram.

Det Kongelige Bibliotek rummer ca. 2.500 breve fra Bang til mange forskellige adressater. I andre offentlige danske og udenlandske samlinger findes Bangbreve, ligesom der spredt i privateje findes breve. Der kendes kun relativt få breve til Herman Bang; på Det Kongelige Bibliotek befinder sig ca. 350, heraf mange i anledning af hans forfatterjubilæum i 1903 og 50-årsdagen i 1907.

En gradvis elektronisk publicering er ønskelig og vil forsyne forskningen med et vigtigt materiale til forståelse af den biografiske ramme om hele Bangs virksomhed: personkreds, miljø, aktiviteter, økonomi, hans position i offentligheden mv. Og af forfatterskabets genese, journalist- og teatervirksomhedens detaljerede udfoldelse samt oplæsningsturnéernes påviselige kronologi, som endnu er ukendt land. Begyndelsen er nu gjort med Bangs brevtekster til Peter Nansen og til hustruen Betty Nansen.

642 brevtekster med kommentarer og introduktion: Lanceret digitalt på bangsbreve.dk 1. juni 2016.