Danske Klassikere
Serien Danske Klassikere omfatter en række hovedstykker i den danske
digtekunst – og nogle, der burde være det. Derved udtrykker serien, ud
over et ønske om at give læserverdenen tekstkritiske og kommenterede
udgaver, et kulturpolitisk initiativ, som er helt i tråd med, at serien
støttes økonomisk af Kunstrådets fagudvalg for litteratur. Serien vil
altså gerne være med til at sætte en del af dagsordenen for vor
aktuelle omgang med den litterære tradition.
Oprindeligt omfattede serien titler fra fire århundreder: Fra Thomas Kingo til Jacob Paludan. Fra 2004 vil også moderne klassikere, fra perioden 1920 og frem til i dag, indgå i serien. Hovedvægten i titlernes antal ligger på 1800-tallet, især efterhånden på slutningen. I dette århundrede blev vor moderne bevidsthed til, og her blev der skabt en række værker, som det er vigtigt for os at have med ind i nye århundreder.
Det er redaktionens ønske, at også titler fra det 20. århundrede, hvor denne bevidsthed udvikles og – ikke mindst – kritiseres, med tiden vil udgøre en markant del af DANSKE KLASSIKERE. Ikke kun ud fra de nævnte litteraturhistoriske kriterier, men mest af alt fordi bøgerne er værd at læse, har en kvalitet, der gør dem til en udfordring for læserne netop nu, samtidig med at de gør indtryk som stemmer fra en (fjern og) fremmed tid.
DSL's redaktionsudvalg består af Finn Hauberg Mortensen og Klaus P. Mortensen fra selskabets bestyrelse, Henrik Andersson, Jørgen Hunosøe, Esther Kielberg samt Jesper Gehlert Nielsen.
Serien er til og med 2008 blevet udgivet i samarbejde med Borgens Forlag.
Danske Klassikere støttes af Kunstrådets fagudvalg for litteratur og kan købes hos boghandleren.
