Du er her: Forside / nyheder / Diplomatarium Danicum og Danmarks Riges Breve
Navigation
 

Diplomatarium Danicum og Danmarks Riges Breve

Diplomatarium Danicum udgiver kilderne til Danmarks middelalderlige historie. Her kan du læse om projektet fra begyndelsen i 1931 og til i dag.

Terminologi

Ved et diplom forstås i Skandinavien alle former for retsstiftende dokumenter fra middelalderen, akter, dvs. handlinger. Handlingerne kendetegnes ved rent faktisk at have fundet sted i modsætning til indholdet i love, der beskriver, hvordan dette eller hint forhold bør være, uden at man kan være sikker på, at dette så også var tilfældet (man kan derimod være forholdsvis sikker på, at handlinger har fundet sted i modstrid med lovteksten).

Den skandinaviske diplomterminologi må siges at være pragmatisk. Det eneste kriterium, der lægges til grund for, at en tekst kan opfattes som diplom, er, at den skal indeholde en eller anden form for juridisk indhold. Det vil sige, at de skandinaviske diplomatarier omfatter temmelig varierede akter af såvel gejstlig som verdslig og såvel privatretlig som statsretlig karakter, lige fra ydmyge lejekontrakter til pompøse domsafsigelser. Dette er langt fra tilfældet i de store europæiske lande, hvor betegnelsen diplom er begrænset til en særlig gruppe af højtideligt udformede kejser- eller kongeakter indeholdende privilegier til kirkelige institutioner. Disse akter er kendetegnet ved en fuldkommen identisk form bortset fra adressaternes navne. At den skandinaviske terminologi er så relativt løs, som den er, hænger sammen med, at materialet ikke er nær så omfattende som i det øvrige Europa, hvorved det ikke i samme grad lader sig inddele i skarpt adskilte grupper. Udarbejdelsen af et engelsk, tysk, fransk, spansk eller italiensk diplomatarium giver simpelthen ikke mening på samme måde, som det er tilfældet for de skandinaviske lande. Der går således et terminologisk skel imellem Skandinavien og det øvrige Europa, hvad angår substantivet diplom. Terminologien kan også variere fra land til land, hvilket ikke mindst bunder i, at forholdene i middelalderen naturligvis ikke var de samme overalt. Således er den type diplomer, vi kalder tingsvidner, udelukkende kendt i Danmark, hvilket hænger sammen med, at tinget som retslig institution kun forekommer her. Én ting er imidlertid skellet, når det kommer til substantivet diplom; internationalt er man enig om, hvad adjektivet diplomatarisk og hvad disciplinen diplomatik dækker, nemlig systematisk udgivelse af middelalderlige akter af enhver art og forskning heri med alt, hvad det indebærer af kronologisk, palæografisk, filologisk og sigillografisk analyse.

Betegnelsen diplom er ikke middelalderlig. De akter, som vi i dag kalder diplomer, ville man i middelalderen kalde fx chartae, schedae eller litterae. Betegnelsen stammer fra Jean Mabillons i 1681 udgivne værk De re diplomatica, den første systematiske behandling af middelalderlige akter, 13 hvis særlige sigte var at etablere kriterier, hvorved man kunne skelne imellem falske og sande akter. Mabillon selv anvendte imidlertid kun substantivet diplom yderst sparsomt.

Ansøgningen fra 1931: Diplomatarium Danicums dåbsattest

Forud for Diplomatarium Danicum gik en lang række publikationer, der alle yderst fortjenstfuldt havde ryddet megen skov. Særligt skal fire udgaver fremhæves her: det i Videnskabernes Selskab allerede i 1828 vedtagne og på samme selskabs foranledning udgivne regestværk (Regesta diplomatica historiæ Danicæ) med en fortegnelse over alle trykte diplomer frem til 1660, udkommet i to rækker hhv. 1847-1870 og 1889-1907; første række af »Repertoriet« (Repertorium diplomaticum regni danici mediævalis) med en fortegnelse over samtlige i danske arkiver og biblioteker beroende aktstykker 1085-1450, udkommet 1894-1912; Acta Pontificum Danica, der udarbejdedes i kølvandet på åbningen af Vatikanets arkiver i 1880’erne for protestantiske forskere, udkommet 1904-1943, og den i 1870 påbegyndte publikation Hanserecesse, der indeholder hanse- stædernes forhandlings- og beslutningsreferater. Disse fire udgaver er rygraden i diplomatariets kartoteksystem. Arbejdet med et dansk diplomatarium kunne også profitere af, at diplomudgivelsen var i god gænge i de øvrige skandinaviske lande. Det svenske påbegyndtes allerede 1829, det norske i 1853, det finske og islandske i 1876.

I 1931 ansøgte man for første gang Carlsbergfondet om en bevilling til et dansk diplomatarium. Bevillingen blev imødekommet, og arbejdet gik i gang året efter. Ansøgningen fra 1931 indeholder en lang og grundig redegørelse for tanken om et dansk diplomatarium, som går tilbage til det 18. århundrede. Således står der at læse:

»Planen for et dansk Diplomatarium kan føres tilbage til vor første kritiske Historiker, Hans Gram. Han, der fuldtud forstod, at Aktstykker er langt sikrere Kilder for Historieforskningen end Beretninger, og som kendte det store Arbejde, der i førende europæisk Videnskab længe havde været sat ind paa Offentliggørelsen af Historiens Dokumenter, gjorde for henved to Aarhundreder siden de første Forarbejder til et Diplomatarium Danicum. Gram naaede dog kun at lægge Grunden, men Langebek tog Arbejdet op efter ham. Resultatet af Grams og hans Virken er det store haandskrevne Diplomatarium i Rigsarkivet, der almindeligt gaar under Navnet ’Langebeks Diplomatarium’«.

Senere kan man læse:

»I 19. Aarhundrede vandt med Niebuhr og Ranke Opfattelsen af Dokumenterne som primært Grundlag for Historieforskningen et stedse større Raaderum, og overalt i Landene omkring Danmark begyndte man at udgive Samlinger af Staters og Byers Breve«.

Ansøgningen er principielt skrevet af Lis Jacobsen, men der kan ikke være tvivl om, at penneføreren har været den ene af Diplomatarium Danicums første ledere, historieprofessor Erik Arup. Denne havde med begejstring tilsluttet sig det af Kristian Erslev indførte kritiske gennembrud i historieforskningen med bogen Grundsætninger for historisk Kildekritik fra 1892, hvorved akternes objektive udsagn fik en langt større vægt end beretningernes subjektive skrøner og myter. Den anden leder af Diplomatarium Danicum var Lauritz Weibull, som ligeledes var en markant eksponent for det kritiske gennembruds landvindinger, og som i et og alt må have været enig med Arup. Således er Diplomatarium Danicum grundlagt på et historiemetodisk syn, hvorefter »Akstykker« er bedre kilder end »Beretninger«, og hvorefter »Dokumenterne« anses som »primært Grundlag for Historieforskningen«. Arups (og Weibulls) metodiske syn kan derfor kort sagt beskrives derved, at visse kildetyper (»Akter«) i absolut forstand giver et sandere billede af historien end andre (»Beretninger«). Allerede i 1931 må dette metodesyn imidlertid siges at være blevet udfordret af den mand selv, der i sin tid var dets anledning, Kristian Erslev. Han havde i 1911 udgivet sin Historisk Teknik, i hvilken han gjorde op med den af ham selv i 1892 indførte typologiske skelnen imellem kilderne: Det drejede sig ikke i så høj grad om, hvilken type af kilde, man havde for sig, men hvilken type af slutning, man drog ud fra kilden. Det vil sige, at kilder kunne være særdeles velegnede til at etablere én form for historisk virkelighed, men uegnede til at etablere en anden. Man kunne således ikke tale om en hierarkisk inddeling af kilderne længere, hvorefter akter pr. definition måtte indtage førstepladsen og beretninger pr. definition andenpladsen. Der er fx ikke tvivl om, at den såkaldte holstenerpræst, der skrev sin beretning omkring 1448, er dybt utroværdig og tendentiøs. Hans oplysninger bør man som udgangspunkt se bort fra som upålidelige; men netop holstenerpræstens massive tendens imod Danmark er et uomtvisteligt faktum, der giver et interessant indblik i etniske stereotyper på holstenerpræstens egen tid. Man kan fx hos holstenerpræsten læse, at jyder i virkeligheden er jøder med en svigagtig karakter, som man finder hos slanger og orme.

For Arup var Erslevs bog fra 1911 et dybt beklageligt tilbageskridt for den historiske metode. Der er derfor ingen tvivl om, at han med Diplomatarium Danicum så en glimrende mulighed for ad kvantitativ vej at underbygge sit metodiske synspunkt. Det havde han i øvrigt forsøgt allerede i 1920’erne, hvor han uden held forsøgte at få etableret et diplomatarium inden for rammerne af Kildeskriftselskabet.

I ansøgningen fra 1931 er der lagt overordentlig stor vægt på diplomernes værdi for den historiske forskning, hvilket vel kun er naturligt med en historiker som pennefører. At diplomerne imidlertid også var og er af største væsentlighed for filologien, lod ansøgningen ikke nogen tvivl om. Således var den vedføjet to særskilte erklæringer fra Franz Blatt og Peter Skautrup, der understregede vigtigheden af en pålidelig diplomudgave for udforskningen af middelalderens latin og dansk. Ansøgningens årsag var et gennem to århundreder opbygget, massivt ønske fra historikere såvel som filologer om et fuldt diplomatarium, men den udløsende faktor for, at ansøgningen blev sendt afsted, kom fra rent filologisk hold: Det internationale arbejde med en ordbog over middelalderens latin, Novum glossarium mediae latinitatis (»Den ny Du Cange«), havde tilforordnet A.B. Drachmann (1860-1935) som sin danske repræsentant. Denne rettede i 1930 henvendelse til Lis Jacobsen og foreslog en dansk diplomudgave inden for rammerne af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Da A.B. Drachmann tillige var formand for Carlsbergfondets direktion, var forespørgslen i høj grad værd at gå videre med. Således vedtog man på et bestyrelsemøde 22. april 1931 at indsende ansøgning om projektet Diplomatarium Danicum. Ud over de to ledende redaktører, Arup og Weibull, bestod den første medarbejderstab af Kåre Olsen, C.A. Christensen, Gustav Hermansen, Adam Afzelius og Franz Blatt. Arbejdet blev indledningsvis opdelt således, at Weibull havde ansvaret for årene 789 til 1249, Arup for årene 1250 til 1340.

Erik Arup kom hurtigt på kant med Lis Jacobsen. Stridens anledning var uenighed om, hvorvidt man skulle angive opløste forkortelser i latinske tekster med kursiv eller ej. Arup holdt på, at dette var det eneste videnskabeligt korrekte, hvorimod Jacobsen flankeret af den senere leder af diplomatariet, Franz Blatt, mente, at dette var overflødigt, idet de latinske forkortelser var af så stan- dardiseret natur, at en videnskabelig gevinst ved at markere opløsningen heraf i bedste fald forekom yderst beskeden i forhold til den mængde besvær, redaktørerne skulle bebyrdes med. Denne »kursivkrig« – som i øvrigt også havde udspillet sig på det svenske diplomatarium i slutningen af 16 det 19. århundrede – udviklede sig til en regulær magtkamp om ledelsen af diplomatariet. Arup tabte og smækkede med døren i 1937, året før det første bind af Diplomatarium Danicum udkom. Man må nok sige, at det var en lykke, han ikke fik sit synspunkt trumfet igennem, idet det ville have forsinket udgivelsestakten i helt urimelig grad. En halv, posthum sejr fik Arup dog, i og med praksis for de ikke latinske diplomer blev at markere opløsning af samtlige forkortelser med kursiv. Dette skyldes, at forkortelser i de ikke latinske tekster ikke i nær samme grad er standardiseret som for de latinske teksters vedkommende, hvorfor opløsningen i højere grad beror på et redaktionelt skøn end en veldefineret automatik.

Hvor Arup var hidsig, var Weibull en fredelig kæmpe. Weibull forblev tilknyttet diplomatariet til sin død i 1960. Men den store mand havde ved diplomatariets begyndelse sine største bedrifter bag sig. Man fandt frem til en ordning, hvorefter Niels Skyum-Nielsen blev sendt til Weibulls hjem i Lund for at assistere, hvilket fik den konsekvens, at Skyum-Nielsen blev de facto udgiver af bind IV-VII med årene 1200-1249. Weibull selv kom til at stå som udgiver af bind II omfattende årene 1053-1169. Bind I og III omfattende hhv. årene 789-1053 og 1170-1199 blev 1975-1976 udgivet af Herluf Nielsen og C.A. Christensen på grundlag af Weibulls forarbejder.

I svage øjeblikke kan man godt få fornemmelsen af, at Diplomatarium Danicum i højere grad blev realiseret på trods end på grund af sine to første ledere, især hvad Arup angår. Dette ville imidlertid ikke være et retfærdigt billede. Selv om Arups metodiske synspunkt kom til at stå i skyggen af Erslevs, betyder det ikke, at dette synspunkt dermed var blevet uinteressant. Det er Arups radikalitet i hævdelsen af sit synspunkt, der gør ansøgningen fra 1931 til en fantastisk overbevisende tekst, for så vidt angår den uomgængelige nødvendighed ved at etablere et dansk diplomatarium. I 1931 kunne man ikke have valgt mere indlysende kandidater til posten som ledere af diplomatariet end netop Arup og Weibull.

Elektronisk publikation og tematisk fremgangsmåde

Den nuværende publikation omfatter en trykt udgave dækkende årene 789 til 1400 og en elek- tronisk udgave dækkende årene fuldkommen fra 1401 til 1412. For nærværende arbejder redaktionen med løbende elektronisk udgivelse af årene 1413 til 1450. År 1450 er tænkt som projektets endelige slutår. I ansøgningen fra 1931 opererer man med slutåret 1523. Dette må nok siges at have været en anelse optimistisk i betragtning 17 af, at der er betydeligt flere diplomer i perioden 1451-1523 end i perioden 789-1450. Grunden til at sætte slutåret ved 1450 er – ud over at 2. række af førnævnte ’Repertorium’ med begynelsesår 1451 er en betydeligt fyldigere udgave end 1. række, hvorved behovet for et fuldt diplomatarium efter 1450 må siges at være drastisk reduceret – at redaktionen råder over et fuldkomment kartotek over diplomer frem til dette år. Kartoteket er formodentlig udarbejdet allerede tidligt, i 1930’erne eller 1940’erne, og repræsenterer i sig selv en enorm arbejdsindsats. Det indeholder ca. 7.000 numre. Numrene kan dække over små notitser såvel som alenlange notarialinstrumenter og er dermed vanskelige at lave estimater ud fra. Man kan dog få et vist indtryk af omfanget af opgaven med at publicere ca. 7.000 numre, når man tager i betragtning, at fra 1938 til 2007 udkom ca. 21.000 numre.

Til og med årgang 1412 var udgivelsesarbejdet organiseret efter et strengt kronologisk princip, idet man successivt år for år udgav alt, hvad de respektive år omfattede. Med ansøgningen til Carlsbergfondet fra 2007 om at gå i gang med årene 1413-1450 er det kronologiske princip imidlertid skiftet ud med et tematisk. Dette skal forstås således, at hver redaktør har et forskningsområde, inden for hvilket han eller hun publicerer diplomerne. Diplomerne er selvfølgelig stadig sat op i kronologisk rækkefølge, men nu med lakuner imellem sig, som dog gradvis indskrænkes, efterhånden som flere og flere diplomer udarbejdes, for til sidst (forhåbentlig) at forsvinde helt. Den tematiske organisering af arbejdet har således endemålet til fælles med den kronologiske: en komplet udgave af diplomer for den periode, udgaven dækker. Men indtil da må man leve med kvantitativ ufuldstændighed.

Den tematiske fremgangsmåde er befordret af den elektroniske publikationsform, inden for hvilken man har mulighed for at få et relativt stort materiale ud relativt hurtigt uden at være bundet af det trykte medies krav om kvantitativ fuldstændighed i hvert enkelt udsendte bind. Den tematiske publikationsform hænger også sammen med et ønske hos redaktionen om at skrive artikler og monografier. Det er klart, at dette lader sig bedst gøre, hvis man i længere tid ad gangen kan holde sig til at udgive diplomer med det tema for øje, hvorom man også skriver, frem for at være bundet af et krav om kronologisk fuldstændighed og den dermed følgende nødvendighed af at udgive diplomer af vidt forskellig karakter.

Det at bedrive personlig forskning ved siden af det fælles forskningsprojekt, udgivelsen af Diplomatarium Danicum, er for så vidt ikke nogen nyhed; det nye består deri, at den personlige forskning nu er et integreret led i projekt Diplomatarium Danicum og som sådan defineret som temaer i ansøgningerne til Carlsbergfondet.

De fire temaer, redaktionen tog hul på i bevillingsperioden 2008-2010, var: striden om Sønderjylland 1404-1435; tingsvidner; elektroniske publiceringsformer; dansk diplomsprog.

Hvad angår striden om Sønderjylland (imellem Erik af Pommern og de holstenske grevebrødre Heinrich, Gerhard og Adolf), har denne givet anledning til en enorm mængde dokumenter, ikke mindst fra de utrættelige hanseater, der forsøgte at mægle i striden. Den eneste større systematiske behandling af striden findes i Kristian Erslevs bog fra 1901, Erik af Pommern. Denne bog er yderst fortjenstfuld, men detailstudier viser, at emnet sagtens kan bære en monografi med nye synspunkter og analyser.

Hvad angår tingsvidner, dvs. vidnesbyrd udstedt af lovligt afholdte by-, herreds- eller landsting, er dette som sagt et særegent dansk fænomen, som har påkaldt sig interesse internationalt.

Hvad angår elektroniske publiceringsformer, er dette tema nærmest en naturnødvendighed for en elektronisk publikation. Opsætning og design giver ikke sig selv, og hvis ikke man konstant tager sin elektroniske publikation op til genovervejelse, risikerer den at gå i stå og ende som et førerløst rumskib i cyberspace.

Hvad angår dansk diplomsprog, er perioden 1413-1450 kendetegnet ved, at mængden af dansksprogede diplomer vokser kraftigt i forhold til mængden af latinske, og systematiske overvejelser om, hvorfor dette var tilfældet, synes ønskværdige. Ligeledes en systematisk liste over danske gloser i ikke danske tekster.

De mål, der blev stillet op for arbejdet med de fire temaer i perioden 2008-2010, er blevet nået. Dette er naturligvis ikke det samme som, at temaerne dermed er udtømte, og tre af dem (konflikten om Sønderjylland, elektronske publiceringsformer og dansk diplomsprog) er da også fortsat ind i bevillingsperioden 2011-2013 med tilføjelse af et nyt tema om de kirkelige domstoles virksomhed. Det er håbet at kunne udvide med et tema om nedertysk i middelalderens Danmark for den næste bevillingsperiodes vedkommende. Endvidere er der planer om facsimilepublicering af originale diplomer.

Danmarks Riges Breve

Parallelt med tekstudgivelsen findes oversættelser til moderne dansk i publikationen Danmarks Riges Breve (i den elektroniske publikation diplomatarium.dk er oversættelsen blot vedføjet teksten). Fra starten har man lagt overordentlig stor vægt på oversættelsesdelen. Således skrev Franz Blatt i 1943: »Skulde nogen Højlærd rynke paa Næsen ad denne Oversættervirksomhed, maa det være nok at henvise Vedkommende til den klassiske Filolog Willamowitz’ Ord om, at kun ved Oversættelse til Modersmaalet tvinger man sig selv og andre til at forstaa hver en Tøddel af en Tekst paa fremmed Sprog«. Oversættelserne har et nok så demokratisk sigte: Alle med interesse for den del af historien, diplomerne vedrører, har således principielt fri adgang til diplomernes indhold. Dette gælder ikke blot den folkelige interesse i almindelighed, men også for den førsteårsstuderende, som er blevet grebet af middelalderen og gerne vil beskæftige sig hermed uden nødvendigvis i starten at være fuldt bekendt med Diplomatarium Danicums tre hovedsprog, latin, middelnedertysk og middelalderdansk. Det er vel også hændt et par gange, at de »Højlærde« efter at have rynket tilbørligt »paa Næsen« faktisk har haft god gavn af at kunne orientere sig hurtigt i et stort materiale.

Ud over at tjene til almindelig oplysning har oversættelserne endvidere den funktion, at man som udgiver besinder sig på, hvad det er, man udgiver. Om dette har været tanken fra starten, eller om det er dette, der ligger i Franz Blatts ord, kan man ikke sige med sikkerhed; det ændrer bare ikke ved det forhold, at oversættelsesvirksomheden på en meget konkret måde sætter fællesvilkåret for al udgivervirksomhed i relief, nemlig at man som udgiver er forpligtet til at forstå, hvad man udgiver. Det er forståelsen, der gør udgaven til et åndeligt produkt og adskiller den fra kopien. På et mere praktisk plan har oversættelserne i Danmarks Riges Breve utvivlsomt medvirket til en bedre tekstetablering i Diplomatarium Danicum. Det er hændt mere end en gang, at meget mærkelige og uoversættelige ord netop har været mærkelige og uoversættelige, fordi de ved sammenligning med det originale tekstforlæg har vist sig at være galt læst. Oversættelsesvirksomhed er ganske enkelt den bedste form for korrekturlæsning, man kan tænke sig. Nogle gange må man selvfølgelig også slå sig til tåls med, at der står, hvad der står, uden at man helt kan trænge ind bag teksten. Dette kan være en stor udfordring.

Diplomernes stil er præget af meget lange perioder og mange gentagelser. Det er sådan set umuligt at gengive denne stil meningsfuldt på moderne dansk, hvorfor oversættelserne er et kompromis imellem en så korrekt gengivelse af indholdet som muligt og en tillempning af stilen. Resultatet er ikke nødvendigvis kønt, men oversættelserne er helt og holdent anvendelsesorienteret uden nogen form for kunstnerisk frihed. Den nuværende redaktion har bestræbt sig og bestræber sig fortfarende på at dele tekster og oversættelser op i overskuelige perioder, der i modsætning til tidligere markeres med nyt afsnit efter en blanklinje.


dipl.dan.-redaktionen anno 1938

Redaktionen anno 1938 i lokalerne i Frederiksholms Kanal. 
Fra venstre mod højre: 1) Adam Afzelius (stående ved
kartoteket), 2) Franz Blatt, 3) C.A. Christensen, 4) Kåre Olsen
og 5) Gustav Hermansen.

Arkiveret under