Studér Middelalder på Nettet

På Studér Middelalder på Nettet findes elektroniske udgaver af tekster fra middelalderen. Teksterne er på dansk, og originalernes sprogform er bevaret. I perioden 2013-2015 bliver teksterne linket til Gammeldansk Ordbog og via den til moderne danske ordbøger. Samtidig bliver der udarbejdet avancerede søgefaciliteter. Bl.a. bliver det muligt at søge i de middelalderlige tekster ud fra moderne danske former.

Studér Middelalder på Nettet er en elektronisk udgave af centrale danske tekster fra middelalderen. Her er materiale til undervisningen på gymnasie- og universitetsniveau, kilder for forskningen og tekster til fordybelse for alle, der interesserer sig for historie og litteratur. Emnemæssigt spænder teksterne vidt. De belyser middelalderens retsopfattelse, lægekunst, pædagogik, historieskrivning, geografiske forestillinger, digtning, religiøsitet og hele livssyn. Tilsammen udgør teksterne et repræsentativt udvalg af periodens litteratur på modersmålet; kun diplomerne er ikke repræsenteret, men må søges i Diplomatarium Danicum.

Teksterne er udgivet i deres originale form med den oprindelige stavemåde og tegnsætning. De få rettelser er fremlagt i noter, som også informerer om gamle ændringer i teksten og om senere tilføjelser. Desuden er der en kort redegørelse for teksternes litteratur- og kulturhistoriske baggrund, foruden beskrivelser af håndskrifterne. Til nogle af teksterne er der side for side knyttet faksimiler af originalerne.

Projektets første fase varede fra 2002-2006. Den var finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd (det nuværende Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Projektets fase 2 begyndte 1. januar 2013 og varer til 31. december 2015. I denne fase linkes hvert ord i de gammeldanske tekster til Gammeldansk Ordbog og via ordbogen til moderne danske ordbøger. Derved bliver det muligt at bruge nutidens former til søgninger i de gamle tekster. Desuden vil der blive mulighed for forskellige visninger af teksterne og for søgninger med flere kriterier. Endelig udvides tekstudvalget markant. Fase 2 er finansieret af Velux Fonden og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Besøg Studér Middelalder på Nettet.