Du er her: Forside / Sprog / Ordbøger og sprogteknologi / Gammeldansk Ordbog / Præsentation

Præsentation

Af Merete K. Jørgensen, Marita Akhøj Nielsen og John Kousgård Sørensen

Ajourført bearbejdelse 1999 af
Det danske Sprog- og Litteraturselskabs præsentationshæfte nr. 21
København 1992

1. Forudsætninger

Interessen for middelalderens danske sprog blev vakt i den tidlige renæssance. Ganske vist havde reformationstidens humanister, og især Christiern Pedersen, været optaget af de foregående århundreder, men det var mere begivenhederne, som var afgørende i denne politisk-nationalt inspirerede fortidsinteresse, end det var den form, hvori de kom til udtryk i kilderne. Den ordbogsvirksomhed, der blev udøvet af Christiern Pedersen (Vocabularium ad usum dacorum, 1510), Henrik Smith (Hortulus synonymorum, 1520, Libellus vocum Latinarum, 1563), Jon Tursen (Vocabularius rerum, 1561) og andre, fokuserer da heller ikke på modersmålet, men skal betragtes som praktisk hjælp ved latinundervisningen.

En primært sproglig interesse for middelalderdansk spores først i slutningen af 1500-tallet. Højrenæssancens beskæftigelse med den åndelige kultur i Danmarks middelalder, bl.a. ordsprog, folkeviser og kirkelig poesi, bragte kendskab til et sprog, der viste sig egnet som grundlag for et arkaiserende, men samtidig fornyende element i det sproglige udtryk. Hovedskikkelsen er Anders Sørensen Vedel, og hans interesse deles af fx Claus Christoffersen Lyschander og Hans Christensen Sthen, hans lidt yngre samtidige.

Hvorledes middelaldergloserne i det enkelte tilfælde er blevet aktualiseret for højrenæssancens intellektuelle, ved vi kun lidt om. Om udarbejdede ordlister i egentlig forstand, endsige ordbøger, er der ikke tale. Men at excerpering af brugeligt ordstof har fundet sted, ved vi fra den lille optegnelsesbog, som Vedel anlagde, formentlig i slutningen af 1560'erne (Rostgaard 219,4o, på Det Kongelige Bibliotek); den indeholder gloser og talemåder fra ældre islandske, norske og danske kilder, bl.a. under overskrifterne Fax antiqvæ lingvæ gothicæ (Det gamle gotiske sprogs fakkel) og Phrases et vocabvla quædam Danica selectiora (Nogle særligt udvalgte danske vendinger og ord). Excerpterne har først og fremmest skullet bruges til hans Saxo-oversættelse 1575.


En mere systematisk præsentation af lister med forklaringer over "forældede" ord, og det vil oftest sige gloser fra middelalderlitteraturen, hører senrenæssancen til. Det mest typiske eksempel er Peder Syv. Hans optagethed af fortidens sprog udspringer af hans antikvariske interesser, men er også i nogen grad puristisk inspireret, for det gamle sprog indeholder værdifulde oprindelige elementer, siger han:

»Thi de have ligesom myndighed for deris alders skyld / og kunne baade pryde og riggiøre vort sprog. Og dersom mand / lige som ved malm / gnier rusten og skimelen vel af / og fører dem i brug / hielpe de meget til Sprogets siirlighed / hvilket ikke behøver nogen fremmed sminke« (Danske Grammatikere I.150).

Disse gamle ord bør altså i vid udstrækning finde anvendelse som modvægt mod de indtrængende (romanske) fremmedord. Men det er naturligvis fornødent / at forstaa de gamle oord / saa fremt mand vil forstaa de gamle skrifter / sange og andre gode bøger (s.153). Og disse ord skulde sættes i orden efter hin anden og forklares hvad de betyde / hvor af de komme / og om det / som om dennem kunde synes nødigt at give tilkiende (s.156).

Citaterne er hentet fra Syvs ungdomsskrift Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog, 1663, hvor de følges af en alfabetisk liste over ældre ord med oversættelse (se figur 1). Den svarer til mere omfattende glossarer i begge hans ordsprogsbind (1682, 1688) og i hans folkevisebog (1695).

Én gruppe af ældre, herunder middelalderlige, tekster var der et rent praktisk behov for at kunne forstå, nemlig den juridiske litteratur. Mange retslige afgørelser blev endnu truffet på grundlag af middelalderens lovgivning og retspraksis, og en del gloser måtte volde 1500-tallets og 1600-tallets jurister vanskeligheder. En række afskrifter fra disse århundreder af ældre lovhåndskrifter forsynes med lister over "formørkede" ord (jf. Peter Skautrup: Det danske sprogs historie II.244f, 431). Slutstenen blev den første egentlige fagordbog i Danmark, udgivet af Christen Osterssøn Veylle i 1641 med titlen Glossarivm Jvridico-danicum Det er Alle Gamble Danske Glosers rette Forklaring som findis udi de Skonske, Sielandske oc Judske Lowbøger, saa oc Kong. Recesser, Handfestninger, Gaards oc Sørætter, Rigens oc Birke retter. obne Mandater oc Breffue. Den var beregnet for alle som enten Active eller Passive foraarsagis Retten at betiene (se figur 2).

Tilegnelsen af middelalderkulturen skulle altså lettes ved, at den skriftlige overlevering blev gjort forståelig ved ordbøgers hjælp. Denne interesse for en svunden tid kunne være antikvarisk-nationalt, altså ideologisk, motiveret, hvad Syvs virksomhed er et eksempel på; men den kunne også være bestemt af praktiske hensyn, som det er tilfældet med den juridiske ordbog.

Med udgangen af 1600-tallet dalede interessen for middelalderen, der ikke var særlig estimeret af Ludvig Holberg og hans samtidige. Kun undtagelsesvis finder vi fortegnelser over og forklaringer af ældre værkers "mørke" ord, sådan som det er tilfældet i Hans Grams indledning fra 1735 til udgaven af Anders Bordings Poetiske Skrifter (Bording havde brugt ord fra "gamle Danske Bøger" - især fra Vedels Saxo-oversættelse, der jo i et vist omfang havde benyttet middelalderligt ordstof som et middel til sprogfornyelse). Århundredets talrige purister foreslog næsten kun nydannelser som afløsninger af fremmedord, mens de uhyre sjældent henviste til ældre danske ord som erstatninger; det ses dog hos Christian Fleischer, hovedudgiveren af de såkaldte Sorøske Samlinger fra 1765 (se II.158-71).

Først med Herder og førromantikken genskabtes begejstringen for den nationale og den nordiske fortid. Den hjemlige middelalder afgav ofte emne for romantikkens digtere, fx Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann, og middelaldersproget blev genstand for øget faglig interesse.

Relevante indlæg i denne sammenhæng er filologen Jacob Badens Symbola ad augendas lingvæ vernaculæ copias e Saxonis Grammatici interpretatione Vellejana (Bidrag til forøgelse af modersmålets rigdom fra Vedels oversættelse af Saxo Grammaticus) fra 1780. Baden anbefaler her at genindføre disse gamle gloser; skriftet er polemisk vendt mod de samtidige puristers nydannelser. Et andet sigte, nemlig en plan for den nordiske filologis fremtid, har den alsidige filolog, historiker og teolog, senere biskop P.E. Müller med sit skrift Om det islandske Sprogs Vigtighed, 1813. Også han anbefaler en genoptagelse af ældre danske ord.

En følge af interessen for middelalderen var (gen)udgivelsen af en række middelaldertekster, og her var navnlig den allestedsnærværende Christian Molbech aktiv. Han udgav Rimkrøniken 1825, Harpestrengs lægebøger 1826, dele af den ældste danske bibeloversættelse 1828, Herr Michaels Rimværker 1836 og (sammen med N.M. Petersen) Udvalg af hidtil utrykte Danske Diplomer og Breve 1842-58 (ufuldført); de fire første udgivelser forsynede han med glossarer over forældede ord.

Tiden var efterhånden moden til at få en egentlig ordbog over ældre dansk. Det blev, ikke uventet, Christian Molbech, der udarbejdede den første.

2. Tidligere ordbøger over gammeldansk

Den første egentlige ordbog over gammeldansk, Ordbog over forældede Ord af Diplomer, Haandskrifter og trykte Bøger fra det 13de til det 16de Aarhundrede, udgav Christian Molbech efter mange års forberedelser med hovedtitlen Dansk Glossarium. Første bind udkom 1857, kort tid efter Molbechs død, andet bind (udgivet af hans søn Chr.K.F. Molbech) først 1866 (se figur 3).

Fra et nutidigt synspunkt er ordbogens mangler iøjnefaldende. Den er et idiotikon, medtager altså kun ord eller ordbetydninger, der ikke var kendt i Molbechs samtid, og derved forringes dens anvendelighed som grundlag for sproghistoriske analyser og beskrivelser. Dens stofafgrænsning er fagligt dårligt begrundet. Alvorligst er den kun sporadiske brug af de gammeldanske love og udelukkelsen af en stor del af diplomstoffet; det må dog retfærdigvis erindres, at vigtige dele af middelalderens kildemateriale ikke forelå udgivet på Molbechs tid. Endelig må det siges, at Molbechs behandling af de kilder, han inddrager, hverken er særlig konsekvent eller særlig grundig. Ordbogen blev således, ligesom andre af hans arbejder, præget af hans næsten hektiske utålmodighed efter at blive færdig, og et sådant hastværk har sin pris. Når det er sagt, bør ordbogens fortjenester som pionerværk ikke glemmes; den var et nyttigt hjælpemiddel, udarbejdet af en mand, der vel mere end nogen i samtiden var fortrolig med den ældre litteratur, og forsynet med et ret fyldigt citatmateriale til afhjemling af de ofte ganske detaljerede betydningsangivelser.

En halv snes år efter udsendelsen af sidste bind af Dansk Glossarium blev en af denne ordbogs mangler afhjulpet, da rektor G.F.V. Lund i 1877 udsendte Det ældste danske skriftsprogs ordforråd. Ordbog til de gamle danske landskabslove, de sønderjyske stadsretter samt øvrige samtidige sprogmindesmærker (fra omtr. 1200 til 1300) (se figur 4). Lunds lille ordbog behandler, som titlen siger, specielt det gamle lovsprog. Hans arbejde er langt mindre end Molbechs, men mere homogent, bl.a. fordi det dækker et kortere tidsrum og hviler på et begrænset antal kilder; det prætenderer at medtage alle ord i kilderne og ikke blot, som Molbechs, de i samtiden ukendte. Set fra et nutidigt stade er ordbogen - naturligvis - både fejl- og mangelfuld, men retshistorikeren V.A. Sechers medvirken har betydet, at dens juridiske realoplysninger stadig har interesse.

Få år senere, i 1881, startede udsendelsen af det værk, der stadig er standardordbogen over ældre dansk, Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (se figur 5). Ordbogen, som med supplementsbindet udgør fem bind, afsluttedes i 1918.

Brugerne af Kalkars ordbog har haft adskillige indvendinger at rette mod værket. Nægtes kan det da heller ikke, at det er kritisabelt i mange henseender, i planlægning, indretning, kildeudvalg, kildebedømmelse og sproghistorisk jugement.

At den plan, som ordbogen var anlagt efter, ændredes to gange undervejs til skade for værkets homogenitet, var Kalkar selv dog delvis uskyldig i. Han forberedte det som et idiotikon over 400 års sprog (1300-1700), en slags supplement til Molbechs glossarium, men fik, efter at indsamlingsfasen i princippet var afsluttet, af den bevilgende myndighed pålagt at udvide udvalget af kilder samt at medtage også ord, der i forhold til Kalkars samtid havde afvigende bøjning, genus og ortografi. Med supplementet blev planen endnu engang udvidet, således at ordbogen skulle dække periodens totale ordforråd.

Indretningen har voldt en del vanskeligheder for brugerne, fordi det ikke altid er let at gennemskue retningslinjerne for opslagsordenes form. Det har heller ikke været nemt at opstille fællesprincipper for et så forskelligartet stof som det, de 400 års dansk byder på. Også det valgte etymologiske princip, hvorefter alle sammensætninger med og afledninger til opslagsordet følger umiddelbart efter dette og derfor tit bryder den strengt alfabetiske følge, har voldt kvaler.

Kildeudvalget var i vid udstrækning afhængigt af, hvad der forelå i trykte udgaver af vekslende kvalitet. Kun enkelte ikke-udgivne tekster er inkorporeret, fx Moths ordbog, der dog er brugt ukritisk. Bedømmelsen af kilderne og deres sprog er præget af, at forfatteren, trods sin belæsthed og fortrolighed med århundredernes skøn- og faglitteratur, ikke var uddannet som nordisk filolog. Med alt dette må det ikke glemmes, at den kolossale indsats, som trods vanskelige arbejdsvilkår er nedlagt i ordbogen, resulterede i et arbejdsredskab, der i et århundrede har vist sig uundværligt ved studiet af de 400 års kultur - langt større end forgængerne og også bedre, bedst utvivlsomt med hensyn til de to sidste århundreder, den ældre nydanske periode.

Inden for det tidsrum, hvor Kalkars ordbog udsendtes, blev der udgivet nogle gammeldanske tekster med ordlister, som kun i begrænset omfang har kunnet udnyttes i ordbogen, således lægebogen AM 187 (ved Viggo Såby, 1886), Peder Låles ordsprog (ved Axel Kock og Carl af Petersens, 1889-94) og Rimkrøniken (ved Holger Nielsen, 1895-1911). Efter dens afslutning er bl.a. Mariaklagen (ved Johannes Brøndum-Nielsen og Aage Rohmann, 1929) og digtet om Kristi opstandelse (ved Johannes Brøndum-Nielsen, 1955) udkommet med glossarer. Størst og vigtigst er Peter Skautrups ordbog til Jyske lov efter Ribehåndskriftet (1941).

De foreliggende ordbogsværker til studiet af det danske middelaldersprog har længe været erkendt som utilstrækkelige. Den vigtigste af forgængerne, Kalkars ordbog, svigter som omtalt ovenfor på mange punkter. Tilsvarende svenske og norsk-islandske middelalderordbøger er i højere grad lødige, ajourførte hjælpemidler. Denne erkendelse aktualiserede i 1940'rne, da Ordbog over det danske Sprog nærmede sig sin afslutning, ældre planer om at forberede en afløser til Kalkars ordbog.

3. Begyndelsen til Gammeldansk Ordbog

Det var Paul Diderichsen, som i foråret 1948 konkretiserede overvejelserne om en ny Kalkar ved at sende en egentlig indstilling til Det danske Sprog- og Litteraturselskab om at forberede en ordbog over ældre dansk. Tanken var, at den skulle dække tidsrummet fra afslutningen af runetiden (ca. 1100) til ca. 1700, hvor Ordbog over det danske Sprog tager fat.

Med bevillinger fra Carlsbergfondet og staten startede man i begyndelsen af 1950'erne under Kaj Boms ledelse excerperingen af kildemateriale fra tidssvarende udgaver, men blev straks stillet over for to væsentlige problemer.

Det ene var, at en del gammeldanske tekster (foruden et betydeligt antal ældre nydanske) ikke forelå udgivet. Man gik i gang med afskrivning og duplikering af de mange originale dansksprogede diplomer, som ikke var tilgængelige i brugelig form, og fik i årene 1959-69 tilvejebragt en arbejdsudgave i otte bind, dækkende tidsrummet 1364 til 1435 (senere suppleret med afskrifter af originale diplomer mellem 1436 og 1450). Og tilsvarende publiceredes i årene 1968-72 syv bind med hidtil uudgivne litterære og faglige tekster fra middelalderen.

Det andet problem var, at man efterhånden måtte indse, at man med de begrænsede økonomiske ressourcer, der kunne stilles til rådighed, ville forsinke ordbogens virkeliggørelse betydeligt, hvis man skulle tilvejebringe et blot nogenlunde repræsentativt materiale af ordstof fra 1500- og 1600-tallets enorme mængder af bevarede tekster. Man valgte allerede i midten af 1950'erne at koncentrere indsamlingen om tiden indtil 1515 og traf i 1963 den endelige beslutning om at opdele den oprindelige plan, idet man i første omgang ville udarbejde en ordbog over gammeldansk, dvs. perioden 1100-1515.

Kaj Bom forlod ordbogen i 1966. Fra 1966 til 1969 lededes den af Erik Sønderholm og fra 1973 til 1982 af Allan Karker. Indsamlingen og det dermed sammenhængende tekstkritiske arbejde fortsattes, og de indledende prøveredaktioner blev gennemført.

Fra begyndelsen af 1980'erne blev mulighederne for at gøre brug af elektroniske hjælpemidler til ordbogsredigering eksplosivt forøget og forbedret. Gammeldansk Ordbog kom til at spille en vigtig rolle i denne udvikling ikke mindst på grund af, at ordbogslederen fra 1982, Ebba Hjorth - som medlem af ordbogsgruppen ETTO, senere DANLEX-gruppen - var engageret i teoretiske diskussioner og i praktiske eksperimenter. Redigering med brug af det nyeste apparatur og programmel (GestorLEX) er nu i gang under ledelse af Merete K. Jørgensen (konstitueret 1991).

Ud over de i det foregående nævnte ordbogsledere har en række filologer været knyttet til ordbogen i kortere eller længere perioder. Nævnt i alfabetisk rækkefølge drejer det sig om Inger Bom, Britta Olrik Frederiksen, Poul Lindegård Hjorth, Bente Holmberg, Niels Haastrup, Thelma Jexlev, Birgitte Loth, Marita Akhøj Nielsen, Elisabeth Frølund Nielsen, Mette Nordentoft, Jonna Rohmann, Anna Simonsen, Else Stub, John Kousgård Sørensen og Nelly Uldaler. Kontinuiteten i arbejdet sikredes ved Anna Simonsens og sekretær Frode Christiansens mangeårige ansættelse ved ordbogen.

4. Materialeindsamling

Det var oprindelig tanken, at Gammeldansk Ordbog skulle udnytte det samlede gammeldanske tekstkorpus, og det er da også sket - med den ene undtagelse, at den anseelige mængde af diplomer fra den senere del af perioden har nødvendiggjort en begrænsning af materialet; for alligevel at få udnyttet en så bred tekstmasse, som de begrænsede ressourcer tillod, blev kompromiset for de yngre dokumenter (efter 1450), at hver tiende årgang af de uudgivne diplomer er afskrevet efter håndskrifterne, mens de øvrige er gennemlæst efter Repertorium diplomaticum regni danici mediævalis, hvorfra alene de ord eller former, der kan formodes at være særligt interessante, er udskrevet til seddelsamlingen. Ved denne fremgangsmåde er det formentlig sikret, at Gammeldansk Ordbog ikke er gået glip af ret mange vigtige oplysninger. I de tilfælde, hvor redaktørerne under arbejdet med en artikel skønner det uomgængeligt at citere fra en seddel med repertoriets moderniserede tekst, er det nødvendigt at gå til originaldiplomet for at kunne bringe stedet i sin gammeldanske form.

Indsamlingsproceduren blev fra Gammeldansk Ordbogs start fastlagt med henblik på at opnå en så vidt muligt fejlfri, umiddelbart anvendelig og dækkende seddelsamling, der skulle kunne leve op til ordbogens dobbelte formål: at være en lingvistisk sprogbeskrivelse i leksikalsk form og at være en filologisk håndbog, et hjælpemiddel ved tekstlæsning.

Gammeldansk Ordbog har arbejdet med tre grupper kildemateriale: uudgivne tekster, udgaver, der følger forældede eller utilstrækkelige principper, og endelig tilfredsstillende videnskabelige udgaver. Arbejdsgangen, der er søgt illustreret i to figurer (se figur 6 og 7), var i de første faser nødvendigvis forskellig for de tre kildegrupper, men efter at der var tilvejebragt en acceptabel tekst, var fremgangsmåden den samme. Hvor en tekst ikke var udgivet, blev den først afskrevet efter originalen (eller den bedste bevarede kopi), dernæst læste en anden end afskriveren korrektur, og først da kunne det egentlige ordbogsarbejde tage sin begyndelse. Utilfredsstillende udgaver blev kollationeret med originalen og rettelser indføjet, mens udgaver af en acceptabel standard uden videre (men dog efter stikprøvekontrol) kunne fungere som arbejdseksemplar, dvs. danne grundlag for indstregningen: understregningen af de ord, der skulle indgå i seddelsamlingen. Da indstregningen er grundlaget for hele ordbogen, blev den foretaget i to omgange af forskellige redaktører for at undgå tilfældige overspringelser og for at sikre en ensartet excerperingstæthed. Næste fase var seddeludskrivningen: teksten opdeltes i passende afsnit af et omfang, så at den enkelte seddel udgjorde et afrundet hele (med en kontekst, som under redigeringen skulle overflødiggøre opslag i udgaver og afskrifter); herefter fulgte afskrivning, korrekturlæsning og duplikering i det nødvendige antal eksemplarer. Understregningen overførtes fra arbejdseksemplaret til sedlen, og denne forsynedes med opslagsord i overensstemmelse med ordbogens normaliseringspraksis. En redaktør kontrollerede opslagsordet, og hvis det var hensigtsmæssigt, behandledes ordet filologisk, hvilket indebar, at sedlen påførtes varianter, oplysninger om forlæg og paralleltekster, litteraturhenvisninger samt ved vanskeligt tolkelige ord begrundede forslag til tydning(er); også andre meddelelser af interesse for den endelige redigering kunne anføres, ligesom bemærkelsesværdige forhold i tekstudsnittet (fx et pronomen, der røber substantivets køn) blev markeret. Endelig var sedlen da klar til alfabetisering og indstikning i seddelsamlingen. Denne må på nuværende tidspunkt anses for færdigudarbejdet - og omfattende er den blevet: ca. 1.250.000 sedler fordelt på godt 32.000 opslagsord indgår i Gammeldansk Ordbogs samling. Primært er seddelsamlingen naturligvis ordbogens vigtigste arbejdsredskab, men den står også til rådighed for andre, der kan have nytte af de mange oplysninger, den rummer.

5. Historien bag en ordbogsseddel

Når redaktøren på Gammeldansk Ordbog tager et nyt bundt sedler frem for at begynde redigeringen af en artikel, vil første arbejdsproces være en grundig gennemlæsning af samtlige sedler. Selvsagt er det især det pågældende opslagsords form og betydning, som opmærksomheden vil samle sig om. Selve den bredere sammenhæng i kilden kan det være vanskeligt at fastholde, ikke mindst på grund af sedlernes nødvendigvis fragmentariske præg. Men af og til kan teksten på en seddel gribe redaktøren på en måde, der nødvendiggør, at sagens sammenhæng må undersøges nærmere. Det var tilfældet efter læsning af sedlen, der er fotograferet her (se figur 8).

Det, der i første omgang vakte undren, var tanken om, at det kunne være muligt at bortføre en vejrmølle! Og siden opstod ønsket om at få hele historien, som lå bag disse linjer, oplyst. Det viste sig, at hele 6 dokumenter drejer sig om denne sag, alle dateret fra månederne omkring årsskiftet 1504-1505: 4/12 1504, 5/3 1505, 25/3 1505, 19/4 1505, 30/4 1505 og et udateret diplom fra 1505. Disse dokumenter lader os få en fornemmelse af både tidens retssystem og hverdagen i bondesamfundet. Og vi får samtidig indblik i en såre grum historie.

Den 4. december 1504 udsteder kong Hans et brev til landsdommeren på Lolland, hvori kongen befaler ham at undersøge en anklage, som lensmanden på Ålholm, Anders Tegemat, har rejst over for et ægtepar, den på dette tidspunkt afdøde Jep Hanssøn og hans enke Karine. Anklagen lyder på barnemord.

Det næste dokument i sagen er et brev udstedt på Lollands landsting af landsdommer Iens Esbernsøn, hvori han bekendtgør, at Iens Ildh, som er Karines far og lavværge, overgiver pligten og retten til at føre sag mod Anders Tegemat til velburdige quinnæ frwæ Soffiæ Persdotter. Hun har herefter overtaget pligten til at retsforfølge Anders Tegemat, men opnår samtidig retten til en eventuel godtgørelse. Om anklagen for barnemord tales der ikke i dette brev, men det fremgår, at Anders Tegemat på dramatisk vis har handlet ilde med Karine og hendes gods. Han har ganske ulovligt fængslet hende og ødelagt og røvet hendes ejendele og gård.

Det følgende dokument, fra den 25. marts 1505, er udstedt af kong Hans på slottet i Nykøbing Falster. Det indeholder et referat af retssagen, som detaljeret opruller de begivenheder, der har givet anledning dertil. Som anklager står fru Soffie og som den anklagede Anders Tegemat. Fru Soffie fremholder, at Anders med urette har beskyldt Karine for at have født i dølgsmål og derefter sammen med sin mand at have ombragt barnet. For denne påståede gerning lod Anders Tegemat, mens Jep var på en Tysklandsrejse, Karine paa griibe .. [bas]tet banth woldførde oc satthe henne i torn oc iern. Karines far, Iens Ildh, søgte på tinge at føre bevis for ægteparrets uskyld, men Anders Tegemat drog med et stort følge til ægteparrets gård, hvor han vdtogh .. sølff guld oc pendinge oc andet gotz. Ved Jeps hjemkomst lod Anders også ham binde og baste og sætte i tårn og jern, og først efter betaling af en sum guld blev Karine og Jep løsladt. Efter Jeps død kort tid senere "gæstede" Anders Tegemat atter Karine. Dokumentet beretter, hvorledes Anders og hans mænd under dette andet besøg har fjernet alt fra gården, har solgt vejrmøllen og til sidst har forøvet hærværk mod bygninger og tilplantede arealer.

Mod disse beskyldninger indvender Anders Tegemat, at han ikke har frataget Karine mere, end han var berettiget til for at løslade ægteparret; og for at berettige anklagen for barnemord fremlægger han en erklæring, der bekræfter rygtet om, at Karine og Jep må være skyldige.

Fru Soffie fremlægger et beseglet vidnesbyrd, der renser Karine og Jep for alle anklager, og den endelige dom går da også Anders Tegemat imod. Han dømmes til at tilbagelevere alt det røvede gods i ordentlig stand, og derudover skal han og hans mænd betale bøder til fru Soffie efter lovens krav og bogstav.

Fastsættelsen af disse bøder sker i den retshandling, som vi kan læse om i dokumentet fra den 30. april 1505. Forinden er Oluf Holgertssøn udpeget til at føre fru Soffies sag, hvilket kan ses af det kongelige brev af 19. april 1505. Han og Anders Tegemat møder den 30. april på Lollands landsting, og Oluf Holgertssøn indleder med at resumere anklagerne og fremlægger sagens dokumenter, deriblandt det kongelige brev af 25. marts 1505, hvori Anders Tegemat dømmes til at tilbagelevere alt i god stand samt at godtgøre fru Soffie med bøder efter loven. Anders Tegemat har i mellemtiden forsøgt at indgå forlig med Karine, og han fremlægger et beseglet brev, som skal bevidne dette. På baggrund af hans tidligere fremfærd kan man have sine forestillinger om, hvorledes et sådant forlig er kommet i stand. Oluf Holgertssøn protesterer dog mod dette, og fremfører, at sagens rettigheder jo var overdraget til fru Soffie, og dommen kommer da også til at lyde på, at Anders Tegemat og hans mænd skal betale thry hwndræt danskæ mark mynnæ x mark, dvs. 290 mark.

Som et indlæg i retsstriden findes en udførlig opgørelse over alt, hvad lensmanden fratog Karine. Der eksisterer en række inventarlister fra skifteprotokoller, men de er fra en langt senere tid; denne liste fra begyndelsen af 1500-tallet er således en af de tidligste, og alene af denne grund må den påkalde sig opmærksomhed. I kraft af listens karakter af indlæg i en retsstrid må vi formode, at den ikke undtager noget.

Ved læsningen af denne liste får man et levende indtryk af indretningen af et - rimeligvis nok ikke ganske fattigt - bondehjem fra begyndelsen af 1500-tallet. Bohave og husgeråd, besætning og redskaber, forråd og personlige ejendele, alt opregnes og angives med værdi. Dokumenterne lader os forstå, at der ikke kan have været meget tilbage af værdi i Karines gård efter Anders Tegemat og hans mænds fremfærd. Men vi ser også af de samme dokumenter, at adelige ikke uden videre accepterede andre adelsmænds overfald på deres undergivne bønder.

Fordybelse i det konkrete hændelsesforløb er ikke tilladt hverdagskost for ordbogsredaktører; den interesse, der blev vakt ved læsning af ordbogssedlen figur 8, mundede siden ud i studier af møller, møllebrug og -drift; det betød bl.a., at redaktørerne fik en større forståelse for møllers økonomiske betydning i middelaldersamfundet, og studierne bragte også viden om middelalderlige møllers størrelsesforhold. Efter det indledende arbejde kunne redigeringen tage sin begyndelse. Artiklerne i afsnit 6 er en del af det foreløbige resultat.

En ordbog er ikke et konversationsleksikon; dens oplysninger tager sigte på ordet, ikke på tingen. Derfor vil det ikke blive muligt at uddrage historien om Karines ulykke fra artiklerne i Gammeldansk Ordbog, men, som det bliver vist i afsnit 8, vil den opmærksomme læser dog kunne hente andre oplysninger end de rent sproglige og betydningsmæssige ud af Gammeldansk Ordbogs mangfoldighed af data.

6. Artikler

kværn sb. (60).
f. o-st.; pl. kværne.
1 anlæg til formaling af korn o.l. (jf. mylne 1) 1.1 mølle i alm. × mit gooz .. meth thæn quærn thær tel liggær 15/8 1390 × Ma iac væl bargha enum bagara mit goz vpa thæt at han skal mala sina m[æld] vpa mine quærn oc ingin annarstathz SjTrøst (Holm).101,17 × een min qwærn som kallas Adams qwærn meth ager oc æng skowg oc fiskewatn .. Oc kænnis jak mik hawe opbarit fe oc fult wærdh fore forne .. mølle 20/4 1452 × Sidhen lodt bispen gribe [2] aff closters tienere som the skwlle fare till quarn, bleff ther bortthe boodhe korn och boodh august 1515? (DiplNorv.7:528). 1.2 vandmølle (især om hallandske, svenske og norske forhold) × alt vart iord|dhagodz ther wi i Wardhbegs føghæti aghom .. medh allom therræ til laghum .. qwernæ, oc qwerna strømæ 27/12 1380 × een gordh och qwern liggende østhen oc syndhen wet Nyworbyergh .. met alle synnæ tilligelsæ, hws oc jordh, gordh oc grwndh, agher och engh, strøm oc fiskevatn, dam ok dambondh bæggæ sydher wedh aaen 12/10 1481 (DiplLund.4:340,22). 1.3 i ordsprog × Thet korn wordher illæ maled som po een ond qwærn bæres PLaale (DgO.nr.874) [mola lat.] × Hwad scal then stackede hwndh paa then høwæ qwern PLaale (DgO.nr.455) [om hovmod?].
2 mindre redskab til formaling af korn o.l.; håndkværn (jf. handkværn) × folkæth .. sønderbrødh [mannaen] j qwern ællær knwsædhe theth j mortere GldBib. 4Mos.11.8 [mola lat.] × thag noghet aff [tyvens] kledher och lægh vnder i qwern och dragh v ræsæ om kryngh Vinjeb.3r.
3 den ene af to sten, hvormed korn o.l. formales (jf. kværnsten, mylnesten) × Thw skalt jkky taghe jnnærmere ællær øwærmere qwærn ællær qwærn steen j pantens stedh GldBib. 5Mos.24.6 [molam lat.].

VarL: (alm.) quærn 15/8 1390 (VSjælland); qwarn 28/4 1420 (Halland; DiplSv.3:559).
ODS Kværn.
Som førsteled: kværn-, kværne-, kværns-, kvær- (m. svind i kons.gruppe).
Efterled i asenkværn, handkværn, krokkværn, piperkværn, sinepskværn.

mylne sb. (157).
f. on-st.; pl. mylner.
1 anlæg til formaling af korn o.l. (jf. kværn 1) 1.1 vandmølle (altid i denne bet. i DgL.) × S[t]ar annar mylla foræ ængia manna, sua at hun ma spillæ þem, þa taki hin up stibo[r]þ sit, ær myllu a, a pingizdahe aftæn SkL. Run. (DgL.1:171,4) × Man ma æi gøræ mylnæ af ny. vtæn han a dam oc dam stath. tho swo at thæt fløthær æi vp a annæns mansz akær æth æng JyL. NkS295 (DgL.2:133,4) × al thæn fornefndæ garths ok goz til liggelsæ agræ oc ængæ fiska watnæ ok fægang skowe oc møller møllæ stæthæ dammæ wat oc thiwrt oc enkte vndæn takith 6/7 1393 (Rep.3909). 1.2 mølle i alm. × item thæn møllen, som hedær Kratmøllæn 21/1 1400 × bønder sculæ ey nøthes til at husæ eller bøggæ waræ gorthæ, møller eller annet naghet afskr. 1414 (RigsL.1:102,51) [molendina lat.] × [kongen giver] Øuarsta Mølla [til abbediet i Tommarp] 27/3 1161 (vid. 15/9 1430; DiplDan.1.r.2:270,11) × en mølle, som hether Ornwnge qwern 23/6 1461 (vid. 21/3 1472; DiplLund.4:7,9). 1.3 vindmølle × ffore oss .. wore .. alle som møllere ære ok wædermøllere haffwe leyd her ffore byen ok kændes ok tilstode at hwad som the haffwe mere jnhægnet eller brughe aff bys jord .. æn som plæyer at ware til møllerne at the thet haffwe aff oss 8/7 1456 × jak .. haffuer solt .. myn wedhermølle met huss oc grwnd oc met alle syne behøringh, som sodan mølle tilhørlig er 17/6 1488 (DiplLund.5:55,12). 1.4 i billedl. udtryk × Sommæ ære oc, hwilkæ som j giærningh och j hørilsæ ære, ligerwijs som tørstæ hundæ, oc til all theeræs giærning vændæ læbænæ ligerwjs som een møllæ, ther om kringh draghæs Forman. Kl.folk.354v.
2 mindre anlæg til formaling og findeling af materiale × skall han oc bygge ther ij møller en pulver mølle oc en ollie mølle 23/4 1513 (SuhmSaml.2,1.107).

VarL: mylna SkL. HolmB76 (DgL.1:171,19); myllu SkL. Run. (DgL.1:170,4); mølnæ ErL. AM455 (DgL.5:246,4); (#) møln 31/10 1347 (Ribe; DiplDan.3r.2:367,25); mulnæ ErL. AM26,8 (DgL.5.243,37); molle 28/9 1426 [Skåne; DiplLund.3:67,2]; (alm.) mølla 27/3 1161 ( vid. 15/9 1430; DiplDan.1r.2:270,11); molnæ ErL.NkS1344 (DgL.5.90,31); (#) mwlle 7/8 1460? (Sjælland?); (#) myll Ribe.Jord.74 (1461-67).
VarK: f. mylla .. hun SkL. Run. (DgL.1:171,4); m. en mølle .. han 1512 (Esrum kl.; EsrumB.280,23).
ODS I.Mølle.
Efterled i areldmylne, bromylne, hæstemylne, kratmylne, oliemylne, pulvermylne, skoghmylne, skvattemylne, smørmylne, sumermylne, vatnmylne, vintermylne, væthermylne.

vatnmylne sb. (13).
f. on-st.; pl. vatnmylner.
anlæg til formaling af korn o.l., der drives ved vandkraft (jf. mylne) × thet godz .. som ær howetgardhen i B. .. oc i wandhmøllæ oc i wæthermøllæ liggendis hoss B. 18/2 1363 (Vordingborgske reg. 1476; DiplDan.3r.6:276,11) × item een watn molle .. Er thet sua at .. biskop P. lader bykgie then samme molle tha skal han hawe for molle bykning ty lodich mark 29/12 1407 × koning Erik .. skulæ hawæ .. aff oss oc wor kyrke j Lund bordegodz en wadnmølle, som kalles S. møllæ 23/4 1434 (MalmøReg.; DiplLund.3:143,24) × P.B. .. giorde .. rægenskab .. for thet han haffde kostet pa thet arbeyde weeth Wandmøllen oc for the damme, han lodt gøre ferdigh 1511 (København by; DiplKbh.1:262,10).

Sammensat af vatn og mylne.

væthermylne sb. (27).
f. on-st.; pl. væthermylner.
anlæg til formaling af korn o.l., der drives ved vindkraft (jf. mylne 1) × quatuor wættehrmølnæ efter 22/3 1261 (DiplDan.2r.1:257,27) × .i. gaardh .. oc een wæthermølle 1356 (Vordingborgske reg. 1476; DiplDan.3r.4:395,14) × too mynæ wæthermøller meth therre møllestæthe ok aal therre telhøræ en standendæ innen Nørræ port i K. ok then annen næst wet strandæn wdæn Wæstræ port 22/2 1432 × [kongen skænker] een jordh oc grund at sette oc bygge een wæthermølle vppa 6/5 1447 (DaMag.5r.2:186) × * En wæder møllæ haffuer [sandet, der udgives for mel] malet ieg men Rimkr.1:20,512 × een wædermølle .. som nw skiller arlige sex pund meel 20/9 1491 (Lund; ærkebisp?; DiplLund.5:150,9) × A.T. .. oc hans metfølgeræ .. toge hennæ fra .. penningge oc alt annet hennes gotz oc burtførde thet oc hennes wedermølle 30/4 1505 (Rep. 10365) × Oc skall hwn .. ighen haffue ffrii oc qwiit syn veder mølle met syn behøringh oc nyde ther vdi then deell som henne aff retthe kand tilfalde 25/3 1505.

Sammensat af væther og mylne.

7. Redaktionsprincipper

Det er en lang periode, der dækkes af Gammeldansk Ordbog, og en periode, hvor det danske sprog ændrede sig væsentligt; når hertil kommer de meget varierende staveskikke, der herskede i tiden, bliver det klart, hvor afgørende fastlæggelsen af opslagsordenes form er. På et meget tidligt tidspunkt i ordbogens historie udarbejdede Kaj Bom en ordliste, der siden har været retningsgivende for seddelsamlingens ordning, idet sedlerne er forsynet med opslagsord i den skikkelse, der er fastlagt i ordlisten (se figur 9). Disse normaliserede stavemåder er i princippet en konsekvent forenkling af ordenes former i vore ældste kilder, og derfor hedder artiklen mylne med -ln-, selv om den almindeligste stavemåde er møllæ; det er et led i normaliseringen, at svagtryksvokalen er -e, hvorfor opslagsformen bliver mylne, ikke mylna eller mylnæ. Til forenklingen hører også, at der som i kværn kun arbejdes med -v- som konsonanttegn, ikke med det -w- eller -u-, der er almindeligt i kilderne. For at lette brugen af ordbogen vil der ikke blive sparet på henvisningsartikler; den, som slår op under mølle, vil blive henvist til mylne.

Opbygningen af en artikel i Gammeldansk Ordbog søger at imødekomme brugerne. Efter de helt nødvendige meddelelser til identifikation af opslagsordet følger et kort afsnit med oplysninger om dets normale bøjning, og derefter kommer den udførlige del, der beskæftiger sig med betydningen. Det er uden tvivl den del af artiklen, de fleste har brug for. Derefter kommer en række oplysninger, som især har sproglig interesse, men tit også kan hjælpe til forståelsen af en tekst: uddybende informationer om opslagsordets bøjning og skrivemåder, der kan belyse lydlige forhold; artiklen slutter med meddelelser om ordets etymologi og dets rolle i orddannelsen.

Betydningsdelen opererer med op til fem niveauer, der markeres tydeligt; rækkefølgen bestemmes af citaternes alder, så at de ældste kommer først. Meget omfangsrige artikler vil blive indledt med en oversigt over definitionerne. I betydningsbeskrivelserne tilstræbes kortfattethed, klarhed og enkelhed frem for meget detaljerede redegørelser. Som en hjælp til synonymafgrænsningen gives henvisninger til andre opslagsord med tilnærmelsesvis samme betydningsindhold, altså fra kværn (1) til mylne (1) og omvendt. Der er næppe tvivl om, at en tematisk redigering langt bedre end en udarbejdelse, der går frem efter alfabetet, sikrer en høj grad af konsekvens i betydningsbeskrivelserne og en præcis bestemmelse af forholdet mellem synonymer. På den anden side betinger praktiske hensyn til udgivelsestakten, sådan som den forventes af brugere og bevilgende myndigheder, at redigering efter alfabetet vil blive fastholdt som hovedprincip. Det udelukker dog ikke, at Gammeldansk Ordbog i begrænset omfang, når det skønnes hensigtsmæssigt (når redaktøren har sat sig ind i et fagområde), kan redigeres tematisk.

Det kan være nødvendigt at give en definition, som ikke direkte fremgår af citaterne; hvis en sådan definition kan sandsynliggøres på baggrund af nabosprog eller senere danske tekster, bringes den uden kommentarer. Men den enkelte betydningsbeskrivelse dokumenteres helst vha. selvforklarende citater; derfor er fx 4Mos.11.8 om israelitterne i ørkenen, der knuste mannaen i qwern, medtaget (kværn-artiklen 2).

Ved udvælgelsen af de belæg, som skal bringes, lægges der stor vægt på også at belyse forholdet mellem synonymer, og det er grunden til, at både kværn- og mylne-artiklen bringer citater, der rummer begge ord. Tekstuddragene skal leve op til to krav, som er vanskelige at forene: klarhed og korthed. Tit er det nødvendigt at indføje forklarende tekst, der så naturligvis tydeligt markeres som redaktionelle ved kursivering og kantet parentes. Det samme gælder lige så selvfølgeligt opløste forkortelser, der kursiveres, og tekstrettelser, som anføres i skarp parentes.

Citaterne til hver (under)betydning bringes i kronologisk rækkefølge efter den almindeligt accepterede datering af håndskriftet. Det er en ufravigelig regel, at seddelsamlingens ældste belæg på opslagsordet altid medtages, ligesom et af de yngste eksempler skal indgå i betydningsafsnittet. Hvor den gammeldanske tekst - hvad der ofte er tilfældet - er en oversættelse, meddeler Gammeldansk Ordbog forlægget i den udstrækning, det kan kaste lys over opslagsordets indhold eller brug, sådan som det gælder Vulgatas mola i betydning 1.3, 2 og 3 af kværn.

Kildeangivelserne har en ret komprimeret form, der dog gerne skulle være umiddelbart gennemskuelig for den, som er fortrolig med det gammeldanske tekstkorpus. Der er udarbejdet en udførlig kildeliste (se figur 10), der først og fremmest er et arbejdsredskab for redaktørerne, men som også allerede i sin nuværende form kan være til hjælp for en bredere kreds. Kildelisten, der omfatter hele kildematerialet undtagen diplomstoffet, indeholder, sådan som det fremgår af figur 10, bl.a. oplysninger om både håndskrift- og tekstdatering, kildeforkortelser og deres opløsning, evt. udgave, samt fremmedsprogede og danske paralleltekster. I kildeangivelserne til diplomer meddeles først udstedelsesdato, dernæst afskrift- og udgivelsesforhold; hvor der er bevaret flere dansksprogede diplomer fra samme dag, anføres dokumentets nummer i Repertorium diplomaticum regni danici mediævalis (Rep.).

Artiklens formkatalog indeholder maksimalt tre afsnit, som belyser lydlige forhold, bøjning og køn. I disse sammenhænge kan det have interesse at kunne stedfæste citaterne for at vurdere deres evt. dialektale baggrund, og derfor indeholder kildeangivelser for diplomer i denne del af artiklen foruden de sædvanlige oplysninger også udstedelsessted og udstedende instans.

Det første afsnit indeholder skrivemåder, der kan have lydlig relevans. For at skille de rent ortografiske varianter fra de former, der rimeligvis har en baggrund i det talte sprog, er der udarbejdet en detaljeret liste over alle de stavemåder, man tør anse for irrelevante i lydhistorisk perspektiv; dertil hører kort -e- over for -æ- ligesom konsonantisk -v-, -w- eller -u- i dækket forlyd, og det er baggrunden for, at former som qwern, qwærn og quarn ikke er anført i variantkatalogen, selv om de findes i seddelmaterialet, sådan som artiklen kværn viser. Hvis de forskellige tryksvage vokaler i flerstavelsesordene skulle anføres, ville det sprænge alle rammer, og derfor er en form som mylnæ, der kan iagttages i mylne-artiklen 1.1, ikke medtaget i formkatalogen; til gengæld meddeles så mylna som ældste repræsentant for forbindelsen -yln-.

For at hjælpe lydhistorikerne angives signifikante frekvensforhold: det dobbeltkors (#), der et par gange optræder i mylne-artiklens variantafsnit, betegner, at skrivemåden kun er belagt én gang i Gammeldansk Ordbogs seddelsamling (hvorfor der er en vis sandsynlighed for, at den er en fejlskrivning); for at en form kan kaldes almindelig (alm.), som det sker med quærn og møllæ, skal den repræsenteres af over 50% af belæggene i artikler, hvortil Gammeldansk Ordbog har mindst 50 citater; ved denne opgørelse tages der også hensyn til infortisvokalen (fordi det ville være direkte vildledende at betegne fx mølla som alm.). Hvis materialet tillader det, bliver også kronologiske og geografiske begrænsninger i den enkelte stavemådes forekomst oplyst.

Hver variant belægges med det ældste citat, seddelsamlingen råder over. Som det kan ses af artiklerne om vatnmylne og væthermylne, angives der ingen afvigende former i artikler om sammensætninger; sådanne varierende skrivemåder skal søges under de enkelte sammensætningsled. Dog meddeles de forskellige kompositionsmåder, der findes i kilderne, og det sker under første sammensætningsled, som det ses i kværn-artiklen.

Afsnittet om bøjning beskriver ganske kortfattet de bøjningsformer, der afviger fra den normale, som blev meddelt i artiklens begyndelse. For at begrænse antallet af varianter, så at kun de virkelig interessante meddeles, er der fastlagt en ganske vid norm, som tager hensyn til sprogets almindelige udvikling i perioden og til de regionalt bestemte forskelle, der følger et fast mønster. Denne norm tænkes aftrykt i ordbogens indledning. I øvrigt gælder de samme principper for variantmeddelelsen i dette afsnit som i det foregående.

Endelig meddeles for substantiver afvigende genus. Citaterne er her indskrænket til det kortest mulige - og meddeles efter samme principper som bøjningsvarianterne; først gives den sproghistorisk set ældste variant (for mylne femininum).

Afsnittet om etymologi er indskrænket til et minimum: der henvises til Ordbog over det danske Sprog (ODS), hvis ordet findes dér, ellers gives der oplysninger om ordets form i de nærmest beslægtede sprog og i et evt. långivende sprog. Gammeldansk Ordbog kan tillade sig at være kortfattet på dette punkt, fordi der allerede foreligger etymologiske ordbøger, som behandler de fleste af dens opslagsord.

Efterledsregistranten, der afslutter artiklerne om kværn og mylne, bringer en liste over de sammensætninger, hvori ordene indgår som sidste led. Den kan dels hjælpe brugeren videre i ordbogen, dels antyde den kulturhistoriske baggrund for opslagsordet ved at vise sammenhænge, hvori det fast optræder.

8. Kulturhistorie i Gammeldansk Ordbog

I en ordbog af Gammeldansk Ordbogs omfang og anlæg kan den opmærksomme bruger hente mange oplysninger, hvad bare de fire artikler om kværn, mylne, vatnmylne og væthermylne kan illustrere.

Kværn og mylne kan jo nok betegnes som synonymer, men deres anvendelsesområder er tydeligt nok forskellige - ligesom deres oprindelse. Den gamle betegnelse er arveordet kværn, som da også bruges om de primitive redskaber, der drives ved håndkraft; det er karakteristisk, at kilderne har sammensætningen handkværn, men ikke noget tilsvarende med -mylne, ligesom det hedder piperkværn og sinepskværn (jf. efterledsregistrene i kværn- og mylne-artiklerne). Også om (vand)møller kan kværn bruges, men yderst sjældent, hvis anlægget er beliggende i det nuværende Danmark eller Skåne; derimod benævnes de hallandske, svenske og norske møller gerne kværn, også i dansksprogede tekster. Ordvalget i diplomerne af 20/4 1452 og 23/6 1461 (hhv. kværn 1.1 og mylne 1.2) indicerer, at kværn, der indgår i navnene på de solgte møller og kan bruges i umiddelbar nærhed af propriet, i denne betydning har været følt som regionalt, mens den sædvanlige betegnelse er mylne. Når citatet fra Sjælens Trøst (kværn 1.1) har quærn om et tydeligvis større anlæg, hvis geografiske placering er irrelevant, kan det skyldes indflydelse fra det svenske forlæg (jf. kildelisten, figur 10). Man må forestille sig, at kværn oprindelig i hele Norden har kunnet betegne også vandmølleanlæg - det viser stednavne. Men i Danmark (med Skåne) har låneordet mylne fortrængt kværn som benævnelse for vandmølle allerede i vore ældste kilder; så langt tilbage kan vi altså føre den moderne forskel mellem dansk-skånsk og svensk på dette punkt. I ordsprog anvendes kun kværn, ikke mylne, muligvis fordi det for billederne i denne genre er underordnet, om der tænkes på et helt mølleanlæg eller blot en simpel håndkværn; en anden forklaring på distributionen af de to synonymer kunne være, at ordsproget fastholder den gamle glose, mens låneordet undgås.

I vore ældste kilder, landskabslovene, betyder mylne altid 'vandmølle'; i et latinsksproget diplom fra 1261 optræder for første gang væthermylne, sandsynligvis ganske kort tid efter, at udnyttelsen af vindkraft er blevet kendt her i landet. Det er karakteristisk, at sammensætningen vatnmylne tidligst optræder side om side med væthermylne (i diplomet af 18/2 1363, vatnmylne); den nye teknologi har så at sige fremtvunget en begrebsmæssig differentiering, selv om mylne kan betegne begge typer; derimod er der ingen sikre belæg på kværn i betydningen 'vejrmølle', rimeligvis fordi de egne, hvor ordet bruges, har haft så udmærkede muligheder for at udnytte vandkraften. At vandmøllen også efter vejrmøllens indtog har været vigtig i Sydskandinavien, fremgår klart af den ganske lange liste over sammensætninger med mylne (se figur 9), hvor hele vandmøllens kulturlandskab aftegner sig med opdæmmede søer, bække, broer og vadesteder; kun ganske få af disse komposita har forbindelse til møller med anden drivkraft (mylnehøgh og mylnestjart til stubmøllen, mylnehæst til hestemøllen).

Også om møllens rolle i samfundslivet (især i senmiddelalderen) taler ordlisten: det er tydeligt, at der i de omtalte møller males mere mel end til husbehov; en bonde, der benytter en anden mands eller en institutions mølle, må drage ad en mylnevægh for at få mylnemjol hos den professionelle mylnere, som på sin side må erlægge mylneskyld.

Opregningen af de sammensætninger, hvori mylne er efterled, viser en specialiseret anvendelse af mølleteknikken (oliemylne og pulvermylne) og antyder de konflikter, der kunne opstå mellem møllerens interesse i en kontrolleret vandtilførsel og bondens behov for jord (sumermylne og vintermylne), ligesom reguleringen af allerede eksisterende og nytilkomne vandmøllers rettigheder afspejles i dannelsen areldmylne, som betegner de gamle møller.

Citaterne i de fire her bragte artikler viser, hvor nødvendigt det tidligt har været at fastlægge regler for retten til at anlægge en vandmølle (se mylne 1.1), der jo nok kunne give sin ejer et pænt afkast, men også har krævet en løbende vedligeholdelse, hvad der har betydet, at mere eller mindre sammenfaldne mølleanlæg ikke har været ukendte (vatnmylne). Forsøg på monopolisering af formalingen (kværn 1.1) vidner ligesom møllernes rolle i de store godshandler især i unionstiden om de økonomiske interesser i mølleriet. Det samme gælder det opsigtsvækkende røveri af selve møllen (væthermylne); udsagnet i diplomet af 30/4 1505 om, at voldsmændene burtførde en vejrmølle viser vel både, at en sådan indretning ikke nødvendigvis var voldsomt stor, og at den var tilstrækkelig værdifuld og kompliceret til, at man gerne påtog sig besværet med at nedbryde og genopføre den. Et glimt af en omstændelig og farefuld rejse til møllen får vi i diplomet fra 1515, der citeres i kværn-artiklen 1.1. Mere charmerende er det indblik i det middelalderlige byliv med vejrmøller også inden for portene, som diplomet af 22/2 1432 (væthermylne) giver. Detaljerede tekniske beskrivelser af møller og kværne rummer vore kilder desværre ikke; vi må nøjes med summariske sammenfatninger i stil med behøringh, som sodan mølle tilhørligh er (diplom af 17/6 1488; mylne 1.3). Derimod fremstår det gods, hvoraf møllen er en del, i flere kilder meget håndgribeligt: hws oc jordh, gordh oc grwndh, agher och engh, strøm oc fiskevatn, dam ok dambondh bæggæ sydher wedh aaen (diplom af 12/10 1481; kværn 1.2).

9. Struktureret redigering

Det er i det foregående forsøgt på baggrund af artikler fra Gammeldansk Ordbog at redegøre for dels de redaktionelle principper for ordbogen, dels den mulighed, som Gammeldansk Ordbog tilbyder, for at uddrage forskelligartede oplysninger af artiklerne. Men det har kun perifert været berørt, hvorledes redaktionen praktisk gribes an. Som det nævntes i afsnit 3, har Gammeldansk Ordbog spillet en vigtig rolle - både teoretisk og praktisk - i udviklingen af programmel til datamatstyret ordbogsredigering. De teoretiske overvejelser og konklusioner skal ikke berøres her, men der henvises til DANLEXgruppen: Descriptive Tools for Electronic Processing of Dictionary Data. Lexicographica, Series Maior 20. Tübingen 1987. Et praktisk resultat af denne bogs anbefalinger er det danske ordbogsediteringsprogram GestorLEX, som er udviklet af Gyldendal og softwarefirmaet TEXTware a/s. Gammeldansk Ordbog var medvirkende under udviklingsarbejdet, og det er dette program, der anvendes til ordbogens redigering.

En nødvendig forudsætning for at udnytte programmet er, at der defineres et format for ordbogen. Et sådant format fungerer siden som en "grammatik" for computeren, og ordbogsdata lagres i en database i henhold til de regler, som fastlægges i grammatikken. Til at udtrykke et sådant format har man behov for et formelt sprog, og til brug for GestorLEX anvendes SGML, dvs. Standard Generalized Markup Language.

Grammatikken indeholder dels oplysninger om, hvilke informationskategorier en ordbogsartikel kan indeholde, dels regler for dens struktur.

Informationskategorierne skal være entydigt definerede, forstået således, at der til én informationskategori kan knyttes én og kun én oplysningstype, og det skal samtidig sikres, at alle informationskategorier er fuldstændigt definerede, dvs. er opdelt i alle relevante underkategorier. Ifølge regler fra tidligere prøveredigeringer på Gammeldansk Ordbog skulle oplysninger om ordklasse angives som følger:


Ordklasseangivelse sker med betegnelser som sb., adj., part. adj., adv., vb. osv. (..) For substantiver angives, for så vidt materialet tillader det, bekendt form i singularis og ubekendt form i pluralis (..) i sådanne tilfælde skrives ikke sb. (..) Er et substantiv ikke overleveret i bekendt form, skrives sb.


Hvis denne regel skulle følges i dag, ville der i kværn-artiklen skulle skrives kværn -en, -e. Det var mange års ordbogspraksis, der førte til en sådan raffinering og komprimering af oplysninger; men angivelsen indeholder på én gang en bøjningsoplysning og en ordklasseoplysning, og kravet om entydighed er derfor ikke opfyldt. Da enhver form for elektronisk databehandling kræver entydighed, må ordklassen angives som fx sb., oplysninger om bøjning skal anføres som sådanne, og begge former for information må meddeles på den fastlagte plads i artikelstrukturen. Til illustrering af, hvilke overvejelser der er nødvendige ved differentiering af kategorier og underkategorier, kan citatmaterialet i Gammeldansk Ordbog anvendes. En kategori Citat er nemlig ikke tilstrækkelig; i mange tilfælde kan en bestemt betydningsbeskrivelse (eller en anden form for oplysning) uddybes, hvis man - ud over citatet fra den gammeldanske kilde - citerer den tekst, der er oversat fra. Meddelelse af et sådant forlægs-citat findes i kværn-artiklen 1.3; forlægscitater er oftest på latin, fornsvensk eller nedertysk. Ud over (gammeldanske) citater og forlægscitater opererer Gammeldansk Ordbog med en tredje kategori: parallel-citater; disse stammer fra parallelle afskrifter eller andre versioner af den gammeldanske tekst, som er anført i et givet citat. I Gammeldansk Ordbog anvendes, som det kan læses i grammatikken (se figur 11) tre forskellige former for citatmateriale: citater (Citat), parallelbelæg (ParalBelæg) og forlægsbelæg (ForlBelæg), og det er derfor nødvendigt at skelne mellem disse ved kategoridifferentieringen.

Artiklens struktur er en fastlæggelse af, hvorledes de forskellige informationskategorier kan og må forekomme, i hvilken udstrækning de er obligatoriske eller fakultative, og om de må forekomme flere gange. Dette angives i grammatikken ved hjælp af tegnene +, * og ? (se figur 11). Grammatikken er en træstruktur af elementer, hvor hvert element kan bestå af ("genskrives som") andre elementer eller egentlige data.

Når informationskategorier og struktur er bestemt, skal der træffes beslutning om typografi og interpunktion. Oplysninger om, med hvilken skrift og med hvilket snit de enkelte elementer skal gengives på skærmen og i den trykte bog, og oplysninger om, hvordan tegnsætningen skal være mellem de enkelte elementer, lægges ind i programmet; redaktøren kan herefter koncentrere sig om indholdet og lade maskinen tage sig af formen. Som det ses ved sammenligning af figur 12 og kværn-artiklen, der blev bragt i afsnit 6, indsætter programmet selv tegn (komma, semikolon og punktum), parenteser, betydningsnumre og indledere til visse oplysninger, fx til varianter med lydlig relevans (VarL:) og til den afsluttende registrant over ordets forekomst som efterled (Efterled i) (se figur 12).

GestorLEX består af tre enheder: en designdel (LexDesign), hvor ordbogens format defineres, en indskrivningsdel (LexWrite), der anvendes ved redaktionsarbejdet, samt en databasedel, hvor de færdigredigerede artikler lagres og kan gøres til genstand for maskinelle søgninger. Under redigering i GestorLEX er dataskærmen opdelt lodret i to halvdele; i højre del vises artiklerne, således som de fremstår i afsnit 6, mens den venstre del viser både data og den træstruktur, de er indlagt i (se figur 12).

Ved redigeringen bygges den enkelte artikel op element for element, men det er også muligt at definere en bestemt mængde af elementer svarende til en ofte forekommende kombination; denne mængde kan så gemmes som en skabelon, der nemt og hurtigt kan indsættes i artiklen og udfyldes med data. Et typisk eksempel på en skabelon kunne være komplekset Basisblok (se figur 12), der indeholder elementerne betydningsbeskrivelse, (ordbogsintern) henvisning samt dokumentation af betydningen, bestående af gammeldansk citat, kildehenvisning og forlægsbelæg. Redaktørerne på Gammeldansk Ordbog arbejder i udstrakt grad ved hjælp af forud fastlagte skabeloner.

GestorLEX stiller en række kontrolmuligheder til redaktørernes disposition. Ud over de allerede nævnte (automatisk tegnsætning og automatisk generering af faste indledere) styrer programmet de interne henvisninger via Refer-elementet (se figur 12). Både henvisninger til en artikel og henvisninger gående fra en artikel registreres, hvilket selvsagt letter redaktørernes arbejde og sikrer koordinering af artiklerne. Programmet kontrollerer også de til tider meget komplicerede kildebetegnelser. Der er til elementet KildeK (den konstante del af en kildeforkortelse) knyttet en liste over kildebetegnelserne med tilhørende arbejdskildeforkortelser (se figur 10); ved indtastning af en sådan kortform genererer programmet selve kildeforkortelsen. I kværn-artiklen har redaktøren ved citatet fra Sjælens Trøst indtastet "st2" i elementet KildeK og får derefter på skærmen Sj.Trøst (Holm). Et mere slående eksempel kunne være en kildeforkortelse fra landskabslovene; ved indtastning af "vlæc69" fås ValdL.ÆRed.HolmC69 (DgL.8: - hvorefter side- og linjetal skal skrives ind.

GestorLEX's database åbner mulighed for kombinerede og komplicerede søgninger i det indtastede artikelmateriale under hele arbejdsprocessen, søgninger, der kan gavne redaktionsarbejdets kvalitet og fremme dets hastighed, og som kan have et eget forskningsmæssigt formål, både for redaktionen og for brugere af ordbogen.

10. Status og fremtid

Nu i 1999 er Gammeldansk Ordbog nået så vidt, at hele grundlaget for den endelige redigering er færdigudarbejdet: indsamlingen af materiale er afsluttet, seddelsamlingen er ordnet, samtlige opslagsord med oplysninger om ordklasse og antal belæg er indlagt i en database, og kildelisten foreligger både i maskinlæsbar form og udskrevet. De endelige redaktionsregler er i store træk fastlagt, og grammatikken er gennemprøvet på forskellige artikeltyper.

Endnu er det for tidligt at anslå, hvor lang tid det vil tage at afslutte ordbogen, men allerede i redigeringsfasen kan den være til nytte for en bredere kreds: ordlisten kan give et overblik over det gammeldanske ordforråd og hjælpe til identifikation af de enkelte gloser, seddelsamlingen kan kaste lys over ordenes forekomst og ofte angive deres betydningsområde, kildelisten kan orientere om det gammeldanske tekstkorpus, som det foreligger i mere eller mindre tidssvarende udgaver, og ordbogens database opdateres løbende med de færdigredigerede artikler, som omgående kan udnyttes vha. editeringsprogrammets differentierede søgefaciliteter. Endelig stiller redaktørerne deres ekspertise til rådighed for andre forskere og interesserede i det omfang, redigeringsarbejdet tillader.

Der tegner sig allerede nu flere mulige publikationsformer; for brugerne vil det utvivlsomt være mest hensigtsmæssigt, hvis ordbogen i sin helhed udkommer både som bog og i maskinlæsbar form. Teknikken har imidlertid også gjort det muligt at udsende en række "delordbøger", der kan imødekomme forskellige behov. Et eksempel kunne være en oversigt over ordenes betydninger (se figur 13); alle de belæg, henvisninger og oplysninger om opslagsordets varierende former, som findes i de færdigredigerede artikler, er her undertrykt, og resultatet bliver et simpelt glossar, der vil kunne tjene som arbejdsredskab, hvis man hurtigt vil skaffe sig overblik over en teksts indhold - hvor meget mere den komplette version giver, viser en sammenligning med kværn-artiklen i afsnit 6. Også tematiske hæfter fx om medicinske termer eller gastronomiske begreber vil kunne fremstilles med udgangspunkt i databasen.

Redigeringen af Gammeldansk Ordbog har naturligvis som sit egentlige formål at fremlægge en videnskabeligt forsvarlig ordbog over middelalderdansk, gerne publiceret under forskellige former. Men det må også fremhæves, at det for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er vigtigt, at de erfaringer og den ekspertise, der bliver frugten af arbejdet med Gammeldansk Ordbog, senere udnyttes i den påtænkte ordbog over ældre nydansk; først med dette værk, som skal dække perioden mellem Gammeldansk Ordbog og Ordbog over det danske Sprog, vil vi få en sammenhængende række af tidssvarende modersmålsordbøger - det nødvendige grundlag for en fremtidig beskæftigelse med fortiden.