Du er her: Forside / Sprog / Ordbøger og sprogteknologi / Moths Ordbog

Præsentation

En digital udgave af Matthias Moths danske ordbog (1699-1719) er det ene hovedformål for projektet Barokkens opdyrkning af det danske sprog, som er finansieret af Carlsbergfondet.

Moths Ordbog er en meget stor ordbog fra ca. år 1700. Den er et enestående kulturhistorisk monument, som nu er tilgængelig i digital form. I ordbogen behandles et bredt udvalg af ord, omkring 100.000, og blandt dem er også datidens jævne og uartige gloser, som i mange tilfælde stadig er i brug. Den enkelte ordbogsartikel oversætter det danske stof til latin og giver forskelligartede oplysninger, bl.a. mange faste vendinger, der giver et levende billede af det dansk-norske samfund i tiden lige før Holberg.

Matthias Moth (1649-1719), som udarbejdede ordbogen, var en af Christian V's mest betroede topembedsmænd. Derfor kunne han organisere en storstilet indsamling af ord fra hele kongeriget. Han satte bisperne til at finde egnede folk, der især skulle optegne ord og vendinger i den jævne befolknings hverdagssprog. Denne interesse for det samtidige talesprog i dets forskellige varianter var enestående i datiden. Men Moths Ordbog er samtidig også et barn af sin tid. I de toneangivende europæiske lande var der opstået sprogpatriotiske bevægelser, som ville opdyrke og udforske modersmålene. Også Danmark var berørt af disse strømninger, og her fandtes et helt netværk af lærde, der arbejdede med det danske sprog.

Da Christian V døde i 1699, blev Moth afsat fra alle sine offentlige poster, og resten af livet brugte han på sin ordbog. Der er bevaret flere forarbejder, en komplet prøveredaktion og den endelige redaktion, som er trykklar. Omfanget er enormt, ca. 9.000 håndskrevne foliosider, og det var uoverkommeligt at få storværket trykt.

Moths ordbogsmanuskripter kom efter hans død til Det Kongelige Bibliotek, hvor de i alt 62 foliobind stadig findes. De har været en vigtig kilde for alle store danske modersmålsordbøger, især Videnskabernes Selskabs Ordbog og Ordbog over det danske Sprog. Men meget af materialet, bl.a. det latinske stof, er aldrig blevet udnyttet. I sin helhed er Moths Ordbog en enestående sproglig og kulturhistorisk kilde, som man i de sidste 100 år har ønsket at få udgivet. Det er det der nu endelig er sket med udgivelsen af Moths Ordbog i en digital netversion.

Den elektroniske udgivelse af Moths Ordbog er en del af et større forskningsprojekt, Barokkens opdyrkning af det danske sprog.