Du er her: Forside / Sprog / Ordbøger og sprogteknologi / Moths Ordbog / Barokkens opdyrkning af det danske sprog

Barokkens opdyrkning af det danske sprog

Kort projektbeskrivelse

I baroktiden iværksattes en række arbejder for at opdyrke det danske sprog, så det kunne hævde sig på europæisk niveau. Inspirationen kom især sydfra, mest betydningsfuldt fra Die Fruchtbringende Gesellschaft i Weimar. Tidligst gjaldt kultiveringen af modersmålet det digteriske sprog, udmøntet i en række metriske værker, som for længst er udgivet. I næste fase fulgte sprogbeskrivelser, og disse grammatikker er ligeledes blevet udgivet. Tidens tredje sprogvidenskabelige projekt var udarbejdelsen af en ordbog over det danske sprog, der i modsætning til de ældre leksikografiske arbejder skulle have modersmålsbeskrivelsen og ikke latinundervisningen som sit hovedformål. Der er overleveret mange tilløb til en sådan ordbog, næsten alle utrykte.

Langt det største og mest betydningsfulde manuskript er Matthias Moths ordbog, som blev påbegyndt i 1680 og redigeret i perioden 1699-1719. Den er også i international sammenhæng enestående ved at dække hele sin samtids ordforråd, herunder en formidabel samling faste udtryk. Opslagsord og ordforbindelser er forsynet med oversættelser til latin, og dette stof har hidtil været helt overset. Moths ordbog er udnyttet af alle senere store danske modersmålsordbøger, men er aldrig blevet udgivet, selv om det til stadighed har været et ønske i filologiske, litteraturhistoriske og lingvistiske forskningsmiljøer. Periodens sprogvidenskabelige pionérarbejde blev udført af passionerede enkeltpersoner og magtfulde embedsmænd. Denne relativt lille gruppe mænd stod dels i personlig kontakt, dels holdt de sig orienteret om internationale strømninger.

Det er projektets ambition at se alle disse bestræbelser som led i én samlet bevægelse. Det ene hovedsigte er at udarbejde en elektronisk udgave af Moths ordbog, det andet at udforske den kulturhistoriske kontekst for periodens opdyrkning af det danske sprog.

Den elektroniske udgave af Moths ordbog redigeres af Marita Akhøj Nielsen i samarbejde med DSL's it-afdeling og afdelingen for digitale ordbøger og tekstkorpora. Udgaven bygger på den afskrift af Moths slutredaktion, som DSL iværksatte i 1940'rne med henblik på en trykt udgave. Afskriften indtastes i XML-format direkte i en struktureret database på DSL's server af fimaet AP Data og skal siden efterbehandles, dels korrekturlæses, dels opmærkes yderligere, især mht. ordklasse, bøjning og henvisninger til latinske forfattere. Læs mere her om Moths ordbog.

Den kulturhistoriske kontekst undersøges i Jens Bjerring-Hansens postdoc-projekt om lærdomskulturen o. 1700.