Årets anden opdatering af Den Danske Ordbog byder på over 450 nyskrevne ord, nye udtryk, tilføjede betydninger og andre væsentlige opdateringer af eksisterende opslag.
Når Den Danske Ordbog den 4. november 2022 opdateres, er det med fokus på anglicismer. En deskriptiv ordbog som DDO har en forpligtelse til at beskrive sprogets mest udbredte gloser – uanset om de har fællesnordisk rod eller er engelske indlån. Derfor er ord som cloud, filler, groome, random og slacke nu at finde i Den Danske Ordbog.
Anglicismer er dog langtfra det eneste der fylder i denne opdatering. Nye faste udtryk som gøre naller og være intim har fundet vej til ordbogen, ligesom alt fra bratwurst og hadbesked til nummerpladescanner og ølbowling nu også kan slås op.
Se hele listen over nye ord, betydninger og faste udtryk på https://ordnet.dk/ddo/nyeste-ord-i-ddo/november-2022.
Læs mere om opdateringen og Den Danske Ordbog i pressemeddelelsen.