Fredag den 6. februar 2015 udgiver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Den Danske Begrebsordbog, præcis 70 år efter den seneste danske begrebsordbog, Harry Andersens Dansk begrebsordbog, udkom.
Fra “universet” til “født under en heldig stjerne” – hele verden vejer 3,1 kg
Når man leder efter ordene, har man dem lige på tungen – en ny dansk ordbog præsenterer det danske ordforråd på en anderledes måde: Ordene er opført systematisk efter hvilke ord eller udtryk der betydningsmæssigt ligner hinanden mest, og ikke alfabetisk fra A-Å. På den måde begynder ordbogen med ordet universet i kapitlet Natur og miljø, og ender med udtrykket født under en heldig stjerne i kapitlet Religion, overnaturlig. Og på den måde er nabo nabo til genbo, overbo og underbo i afsnittet Bolig. Ordforrådet inddeles i 22 kapitler, 888 afsnit – og det hele vejer 3,1 kg.
Fredag den 6. februar 2015 udgiver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Den Danske Begrebsordbog, præcis 70 år efter den seneste danske begrebsordbog, Harry Andersens Dansk begrebsordbog, udkom, og ca. fire gange så stor som forgængeren.
Ordbogen giver hverken betydninger eller bøjningsformer til ordene, men løser til gengæld et problem som andre ordbøger ikke kan løse: Hvordan finder man det ord man lige har på tungen? Man har for eksempel brug for et andet ord for tænke. Ved at slå op i begrebsordbogen finder man alle de ord og udtryk der betyder næsten det samme som, minder om eller er på anden måde er i nærheden af tænke, fx percipere, lade tankerne flyve, ræsonnere, analysere med mange flere.
Den Danske Begrebsordbog henvender sig til alle med behov for at udtrykke sig varieret og kreativt, såvel professionelle skribenter som skoleelever og studerende, men også til ordkunstneren, krydsogtværsløseren og den helt almindelige, nysgerrige sprogbruger. I 22 kapitler og 888 afsnit præsenteres ordforrådet inden for alle emner fra universet til religion, sygdom og sundhed, abstrakte begreber som rum, form og tid, farve og lyd, videnskab og teknik, sport, politik og økonomi.
Ordbogen er på 1.400 tætskrevne sider og indeholder næsten 200.000 ord og udtryk – 112.000 forskellige. Den er baseret på ordstoffet i den populære ordbog over moderne dansk Den Danske Ordbog, hvilket sikrer at hele ordforrådet er dækket. Og som i Den Danske Ordbog er det allernyeste ordforråd selvfølgelig med, fra adware og asfaltpirat til wiki, zumba og årsnorm.
Det har taget 4 år at redigere Den Danske Begrebsordbog, og det er uhyre hurtigt for den type ordbog. Den hurtige arbejdsproces har kun været mulig fordi redaktionen har kunnet tage udgangspunkt i ordudvalget fra Den Danske Ordbog.
Bogen er i boghandlen fra fredag den 6. februar og koster 300 kr. (introduktionspris). Ordbogen og projektet er støttet af Carlsbergfondet. Den udgives i kommission hos Syddansk Universitetsforlag.
Kontakt
Sanni Nimb (sn@dsl.dk, tlf.: 50 77 74 63), hovedredaktør
Lars Trap-Jensen (ltj@dsl.dk, tlf.: 50 77 74 60), projektleder
Baggrund
Om Den Danske Begrebsordbog
Læs mere om Den Danske Begrebsordbog og hent illustrationer på http://ordnet.dk/ddb
Hvad er en begrebsordbog?
En begrebsordbog er bredere end en synonymordbog. Den indeholder således ikke kun synonymer, men grupperer også i samme afsnit ord der handler om det samme. Fx optræder ordet græde både i et afsnit sammen med sine synonymer ord og udtryk (jamre, fælde en tåre m.fl.) og sammen med ord for personer der græder (tudefjæs, flæbehoved, jammerkommode m.fl.).
Verdens bedst kendte og mest udbredte begrebsordbog er den engelsksprogede Roget’s Thesaurus.
Om Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) udgiver og dokumenterer dansk sprog og litteratur fra de ældste tider til i dag - i bogform og på nettet. Selskabet beskæftiger ca. 30 videnskabelige medarbejdere og en væsentligt større kreds af medlemmer, som fører tilsyn med udgivelserne og udgør selskabets øverste myndighed. Selskabet blev stiftet i 1911 og modtager støtte fra Kulturministeriet, Carlsbergfondet og en række andre fonde. Læs mere: http://dsl.dk
Eksempler på ordbogen
Se flere eksempler på: http://ordnet.dk/ddb/eksempler
En bøhmand er en brandert
Billedet i høj opløsning: http://ordnet.dk/ddb/billeder/fuldskab
Betydningen af betydning
Billedet i høj opløsning: http://ordnet.dk/ddb/billeder/betydning
Naboer til nabo
Billedet i høj opløsning: http://ordnet.dk/ddb/billeder/nabo
Nonsens
Billedet i høj opløsning: http://ordnet.dk/ddb/billeder/nonsens
Begrebsordbogen – 3,1 kg.
Billedet i høj opløsning: http://ordnet.dk/ddb/billeder/begrebsordbogen-cover