Tekstprøve

Her følger begyndelsen af Peder Jakobsen Flemløses (ca. 1554 - ca. 1598) Ægloga de eclipsi solari, København 1574, oversat til dansk af Peter Zeeberg.

Emnet for det 319 vers lange digt er en solformørkelse der var forudset til november 1574. Flemløse var på det tidspunkt studerende ved Københavns Universitet, og han dedicerede sin lille bog til den da 27-årige Tycho Brahe, som netop i de måneder for første og eneste gang gav en forelæsningsrække om astronomi på universitetet. Få år efter møder vi Flemløse som Tychos assistent på Uraniborg.

Landsbyen Serritslev, hvor digtet foregår, lå lige uden for København, omkring hvor Vibenshus Runddel nu ligger. Det arkadiske landskab hyrderne sidder i, er altså Nørre Fælled, den nuværende Fælledpark.

Moeris og Meliboeus

Morgenens dugvåde gry havde bortjaget natmørkets skygger,
og den strålende sol havde kastet sin glans over verden,
udgydt sin flammende ild med stærkere lys end sædvanlig.
Alt imens lå Moeris og sov i den kølige hule
ude ved Serritslevs høj foran byen med tårne og tinder,
der hvor engang en vrimlende hær havde anbragt sin lejr
under den prins der af navn som af gavn var benævnt efter Kristus.
Her udøses et venligt lys fra de himmelske stjerner,
hvorved planterne trives til gavn og glæde for kvæget.
For her gror den blomstrende gyvel blandt stokrosens planter,
midt i det tætte buskads ses den ydmyge baldrian vokse,
og om foråret grønnes hver pil i krattet så sagte,
ligesom frisk, grønt græs beklæder den vidtstrakte slette.
Urterne fylder hver eng, og engene dækkes med blomster.
For mellem blomsternes flor høres summen af sværmende bier.
Moeris, der nu en stund havde samlet sig kræfter i skyggen,
stak sit opvakte hoved frem fra jordhulens stilhed,
kiggede ud og så Meliboeus drive de raske
geder igennem er krat tæt ved og flokken af småkid.
Glad tiltalte han straks sin ven og sagde så venligt:

(Moer.) Hør, Meliboeus, kom her, lad Amyntas passe på flokken,
sæt dig hos mig en stund i træernes vidtstrakte skygge.
Kom lad os lindre den mødige krop med behagelig hvile
mens vores dyr spiser løs af pilenes snerpende blade,
og vores kid har lagt sig til ro i græsset og gumler.

(Melib.) Det gør jeg gerne, min ven, når nu vi har truffet hinanden.
For den mand der kastes omkring af bekymringers brænding,
han ser slet ikke frem til sin grånende alder med glæde.
Tale det vil jeg. For sorg og bekymringer rasede i mig,
nagende bidsk så jeg tit har tilbragt søvnløse nætter
fulde af smertelig sorg mens ængstelsen gnaved' i hjertet.

(Moer.) Men Meliboeus, hvad grund har du til så voldsom bekymring?
Hvorfor fylde den tomme luft med hulken og klage
mens dit plagede bryst af ængstelse sukker bestandig?
Leger din flok ikke frisk og sund blandt spirende græsser?
Ligger der ikke hvad du har behov for, af oste derhjemme?

(Melib.) Ak, min Moeris, jeg har god grund til min sorgfulde klage,
ulven, så glubsk, med den bidske natur og de bidende tænder
og den snu og snedige ræv, den natlige strejfer,
slås både dag og nat om at kaste sig over os arme,
og de pønser med list på at snigløbe flokken i folden.

(Moer.) Ej heller jeg går fri for rovdyrs jagt, Meliboeus.
Tit slår de ring om min kostbare stald med grufulde tænder.
Men mine smågeders blod har dog ikke flydt dem om gabet.
Er det sket for dig? Er din flok blevet føde for rovdyr?
Ja, Meliboeus, sig frem. Fortæl mig fra ende til anden
hvad der er hændt din flok, og hvad rovdyr har gjort dem af skade.