Gammeldansk Ordbog
Gammeldansk Ordbog er en videnskabelig ordbog over middelalderens danske sprog, som i sin færdige form vil give en omfattende beskrivelse af sproget. Den dækker perioden fra ca. 1100 til 1515. Ordbogen behandler alle dansksprogede tekster fra middelalderen.
Omkring år 1100 begyndte man at skrive på pergament i Danmark. Først var det latinske tekster, der blev nedfældet, men efterhånden også danske. Til de ældste dansksprogede kilder hører love og lægebøger. Runerne brugte man stadig, og disse sene runeindskrifter behandles også i Gammeldansk Ordbog. I løbet af middelalderen blev den dansksprogede litteratur større og mere forskelligartet. Især fra det 15. århundrede er der bevaret mange kilder, selv om mange er gået tabt. I 1495 udkom den første trykte bog på dansk, Rimkrøniken, som den kaldes, fordi det er en versfortælling om Danmarkshistorien fra de ældste tider til samtiden. I begyndelsen af det 16. århundrede blev bogtrykkerkunsten udbredt, og renæssancens sproglige og stilistiske idealer prægede også dansk. Dermed indledes en ny fase i sprogets historie, ældre nydansk.
400 år er lang tid, også i et sprogs historie, og dansk ændrede sig voldsomt mellem 1100 og 1515. Det kan du få et indtryk af i Sprog og bog.
Gammeldansk Ordbog spænder vidt, og det er et stort projekt. Hvis du vil vide mere om projektet, kan du læse en udførlig præsentation, og du kan få en kort beskrivelse af arbejdet lige nu.