Johannes Jørgensen: Mit Livs Legende

I 2016 var det 100-året for udgivelsen af første bind i forfatteren Johannes Jørgensens (1866-1956) erindringsværk Mit Livs Legende. Værket består af syv bøger med titlerne: Den røde Stjærne (1916), Taarnet (1916), Vælskland (1917), Det usyrede Brød (1918), Ved den skønne Tempeldør (1918), Guds Kværn (1919) og Over de valske Mile (1928). Den tekstkritiske udgave af erindringsværket baseres på førsteudgaverne og forsynes med kommentarer, efterskrift m.m. for at åbne op for det kulturhistoriske rum, Johannes Jørgensen skrev sig ind i og selv var med til at definere som central figur i symbolismen.

Værket er på den ene side et vidnesbyrd om kulturlivet omkring år 1900 med et rigt dansk, nordisk og europæisk værk- og persongalleri og på den anden side en selvbiografi, der beskriver Johannes Jørgensen, fra han som 16-årig kommer fra barndomsbyen Svendborg til København, til han i 1913 forlader kone og børn og går i eksil først i Siena, senere i Assisi. Frem for alt er Mit Livs Legende dog et bekendelsesskrift i traditionen fra Augustin og Rousseau med en nådesløs selvudlevering. Helt central er Johannes Jørgensens konvertering til katolicismen i 1896 og det brud, det medfører, dels i forhold til hans ungdoms forbillede Georg Brandes og hans kreds, dels i forhold til hans kolleger omkring tidsskriftet Taarnet (1893-1894) med Sophus Claussen, Ingeborg og Viggo Stuckenberg som de centrale figurer.

Mit Livs Legende er delvis baseret på Johannes Jørgensens over 1200 minutiøst førte dag- og notesbøger, der indtil for nylig var båndlagte. En sammenligning af dagbøgerne med citaterne i erindringsværket vil i den tekstkritiske udgave afdække forfatterens autofiktive selviscenesættelse gennem egne justeringer, censureringer og fiktionaliseringer.

Plan