Ole Rømers Triduum-observationer

Ole Rømers (1644-1710) astronomiske Triduum-observationer blev foretaget i dagene 20.-23. oktober 1706 på Rømers land­observatorium, Observatorium Tusculanum, med hans epokegørende instrument Meridian­kredsen, Rota meridiana, der blev prototypen for alle senere observatoriers instrumenter. Resultatet af observationsrækken, Triduum, er kulminationen på Rømers livslange indsats for at forbedre såvel instrumenter som observationsteknik og overgår mht. præcision alle samtidige astronomer. I kort begreb drejer det sig om et stjernekatalog en miniature.

Arbejdet med udgaven, som foreligger på engelsk, er nu afsluttet. Manuskriptet på Det Kongelige Bibliotek er skannet, og teksten/observationerne er sammenlignet med foreliggende trykte udgaver, bl.a. den seneste på området: Hipparcos-kataloget. Indledningerne og de supplerende dokumenter til udgaven indeholder bl.a. omfattende oversættelser af Peder Horrebows latinske udførlige beskrivelser af Rømers mål, midler og metoder og landobservatoriets indretning og beliggenhed. Udgaven indeholder desuden en opdateret beskrivelse af Ole Rømer som astronom.

Værket udkommer den 20. januar 2023.