Christian 3.s danske Bibel på nettet
Ved Martin Luthers opgør med den katolske kirke blev Bibelen vigtigere for hver eneste kristen end nogensinde før. Danmark fik sin første oversættelse af hele Bibelen i 1550. Christian 3.s danske Bibel, som storværket kaldes, er en af de største bedrifter i det danske sprogs historie. Den fastlagde normen for det danske skriftsprog for lang tid og har fået varig betydning ikke alene kirkeligt, men også for det dansk, vi taler den dag i dag. Mange udtryk bruger vi stadig, som de blev formuleret i Christian 3.s danske Bibel, fx »Du skal elske din næste som dig selv«, »Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe«, »Øje for øje; tand for tand«.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver nu Christian 3.s Bibel på nettet, så den kan blive kendt af et stort og bredt publikum. For at formidle den gamle tekst bliver den forsynet med en indledning, der dels placerer den i dens historiske, religiøse og kulturelle sammenhæng, dels opridser dens betydning for senere tider. Nok så vigtigt: Udgaven bliver forsynet med løbende ordforklaringer, som læseren kan få frem ved et enkelt klik.
Også boghistorisk er Christian 3.s Bibel et prægtigt værk. Over for hele Europa skulle den nye store Bibel vise, at Danmark-Norge var en førende magt i det lutherske Nordeuropa. Den kom til at koste det samme som en god ko, så den blev ikke hvermandseje. Det var en kirkebibel, som skulle ligge i hver eneste kirke i den danske konges rige, lænket til degnens stol, så ingen kunne løbe med det trykte Guds ord. For at formidle indtrykket af originalens pragt bliver den moderne afskrift på nettet ledsaget af digitale faksimilebilleder af den oprindelige udgave.
Plan
2018, 1. feb. | Projektstart | |
1. marts - 1. maj | Indtastning af Christian 3. Bibel ved Kompetenzzentrum Trier | afsluttet |
1. juni - 15. nov. | Redigering af den indtastede tekst | afsluttet |
1. sept. - 12. okt. | Indarbejdelse af faksimiler og korrektur | afsluttet |
18. sept. - 5. nov. | Etablering af visningsfunktionalitet og glossardatabase | afsluttet |
14. okt. - 1. nov. | Linkning til glossardatabase | afsluttet |
2018, 1. dec. | Afslutning. Christian 3.s Bibel offentliggøres på tekstnet.dk |