Sprog og Bog
Det danske sprog i den middelalderlige bog
Af Merete K. Jørgensen
En udstilling af gamle, sjældne, smukke og enestående bøger kan måske få én til at glemme, at de har haft funktioner i middelalderen, ligesom bøger i dag. De har været brugt til at formidle et budskab, hvad enten det har været religiøst, juridisk, praktisk eller af anden art. Og det er sproget, der har formidlet dette budskab. Hvis vi i dag vil forstå dette budskab, kan vi ikke nøjes med at betragte disse pragtfulde håndskrifter og bøger som museumsgenstande, vi må også kunne forstå det, der står skrevet eller trykt i dem. Jeg skal her koncentrere mig om bøger, der er skrevet på dansk, eller gammeldansk, som sprogvidenskaben betegner den sprogperiode, der falder sammen med middelalderen. Som de nedenfor bragte prøver vil vise, er det ikke altid problemfrit at tyde og tolke disse kilder.
Viden om det danske sprog i middelalderen kan opsøges mange steder; jeg vil her især henvise til Peter Skautrups store værk i 5 bind Det danske sprogs historie og Allan Karkers to bøger Dansk i tusind år. Et omrids af sprogets historie og Politikens sproghistorie. Udviklingslinjer før nudansk. De er alle meget informative og kan læses også uden større forkundskaber. Det samme kan ikke siges om Johs. Brøndum-Nielsens Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling, men for den, der vil beskæftige sig videnskabeligt med sproget, er den uundværlig. Også om sproglige forhold giver det store værk Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder besked. Ordbøger, der beskriver periodens sprog, må også gæstes. For det danske sprogområde i denne periode skal især nævnes Otto Kalkars Ordbog til det ældre danske Sprog og G.F.V. Lunds Det ældste danske Skriftsprogs Ordforråd. Ordbog til de gamle Landskabslove, de sønderjydske Stadsretter samt øvrige samtidige Sprogmindesmærker, men ingen af disse lever op til de krav, man i dag må stille til en videnskabelig ordbog.
En ny ordbog er derfor under udarbejdelse i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gammeldansk Ordbog, som efter grundige leksikografiske og sprogvidenskabelige principper vil komme til at beskrive det danske sprog i perioden 1100-1515. Der vil blive taget hensyn til alt overleveret sprogligt materiale, og dette krav har betydet, at der på ordbogen befinder sig en seddelsamling på omkring 1,5 mill. sedler fordelt på ca. 32.000 opslagsord. Gammeldansk Ordbog er på en anden måde end moderne ordbøger bundet af sine kilder; der skal ikke ske nogen udvælgelse af opslagsord, da alt skal inddrages og alle ord, der forekommer i materialet, skal behandles, også selvom de kun forekommer en enkelt gang. Det væsentlige er ikke kun ordenes betydning, men også stavemåder, der kan afsløre lydlige forhold og udviklinger, bøjning, syntaks og synonymik. Forholdet til de fremmedsprogede tekster, der i overordentlig mange tilfælde ligger bag de danske, vil også blive behandlet. Middelalderens danske litteratur og andre former for sproglige efterladenskaber er nemlig i vidt omfang oversættelser, parafraser eller udlægninger af latinske, middelnedertyske og svenske kilder.
Hvis vi ser bort fra de meget korte sproglige meddelelser på runestenene, så har vi skriftlige kilder på dansk fra en periode på ca. 800 år; middelalderen udgør således ca. halvdelen af den tid, vort sprog har eksisteret i skreven form. Set under den synsvinkel er det indlysende, hvor nødvendigt det er fortsat på videnskabelig basis at udforske vort sprog, thi det er ikke muligt at forstå tidligere tiders samfund og kultur uden at kunne tolke og forstå de sproglige vidnesbyrd, der er overleveret til os.
Hvis man betænker, hvor meget sproget har ændret sig bare i de sidste hundrede år, så er det let at forestille sig, at en tidlig og en sen bog fra den middelalderlige periode sprogligt må være meget forskellige. For at illustrere disse forskelle (eller udviklinger) har jeg udvalgt tre tekster, der hver på sin måde udsiger noget signifikant om sproget, og som samtidig kan læses og nydes for deres indhold.
De valgte tekster bringes alle som transskription i originalens sprogform, lovteksten fra B74 og afsnittet fra Rimkrøniken desuden som foto og i en tillempet moderne dansk gengivelse, der dog kun er tænkt som en primitiv oversættelse; der vil således fra sprogfolks side kunne indvendes mangt og meget, men hensigten er at gengive meningen i store træk. Der kan derfor ikke udsiges noget om det enkelte ords betydning, men kun noget om det generelle udsagn. Det er ikke intentionen, at oversættelsen skal indeholde egentlige kommentarer eller forklaringer til teksterne, og det har heller ikke ligget inden for det mulige (eller ønskelige) at gengive Rimkrøniken metrisk; de steder, det måtte forekomme, har det altså ikke været hensigten.
Den første tekst, der bringes, er det ældste kendte håndskrift på dansk, en afskrift af Skånske Lov og Skånske Kirkelov. Det har signaturen Stockholm B74, da det til daglig befinder sig i det svenske kongelige bibliotek. De ældste partier af dette håndskrift er fra ca. 1250, men der er tilføjet og rettet i håndskriftet gennem hele middelalderen. Håndskriftet tænkes udgivet i sin helhed af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i original sprogform med tilknyttet oversættelse; udgaven varetages af Britta Olrik Frederiksen under medvirken af Finn Delager. Som illustration her vises blad 90v - 91r. Håndskriftet, der fremviser mange gamle sprogtræk, står meget langt fra moderne dansk og kan derfor virke uforståeligt og utilgængeligt.
De kapitler, der gengives her, drejer sig dels om retsforhold i forbindelse med vandløb og derved placerede møller, dels om, hvilke konsekvenser det kunne få, hvis en mand fandt sin hustru i seng med en anden mand. Der henvises i skarpe parenteser til udgaven Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene, hvormed teksten her kan sammenholdes. Den gammeldanske tekst gengives med originalens linjebrud.
 |
|
Tryk på billedet for at se originalen i fuld størrelse |
|
[90v] dammi annars mans. ma æy
Den næste tekst er Den danske rimkrønike, hvor følgende afsnit vises på illustrationen: blad liiij [54] / k ij [2]v - lv [55] / k iij [3]r = vers 2924 - 2980. Rimkrøniken er den ældste trykte danske bog, og den er samtidig det første kendte selvstændige danske digterværk; der er således ikke tale om en oversættelse fra fremmedsproget forlæg, nej, dette værk blev oversat til middelnedertysk. Den blev trykt i 1495 og kan således stå som udtryk for sprogtilstanden sidst i den gammeldanske periode. Rimkrøniken er bl.a. udgivet af Helge Toldberg i en tre-bindsudgave, hvortil der henvises for yderligere oplysninger; den valgte udsnit er fra bind I, ss. 95-97. Tekstudsnittet omhandler Gorm den Gamle, der selv fortæller sin historie. Han har været en stor hedensk kriger, men da han bejler til en engelsk jomfru, stiller hun som betingelse, at han skal lade sig kristne. |
|
|
|
|
 |
|
Tryk på billedet for at se originalen i fuld størrelse |
 |
|
|
|
2925 2930 2935 2940 2945 2950 2955 2960 2965 2970 2975 2980 |
och cristenne men fredhen wndhe
Ieg tog ther widt oc woor ey seen thi meg stod hw tijl henne Ieg screff tijd breff tijl rigæ i gen och lod thz talæ tijl ænne Tha ieg mz henne tijl sængæ kom som folk the pleyæ ath gøræ Saa bønligæ badh hwn meg ther om ath ieg skullæ henne ey røræ For wij kunnne faa ther thegen oppaa i nogher hande modhæ Ath wi mottæ børn tijl sammen faa wor rigæ tijl gaffn och bode Ieg wethæne bøn som hwn wor wærth for hennes store dydh oc æræ Iegh lade mellom oss mith draffnæ swerth ath ieg skullæ kysker wæræ Som ieg i førstæ søffen tha laa saa wynderligæ meg thz totthæ Aff hennes skødh fluæ fwlæ thoo saa høgth som høgesth the motthæ Saa fluæ the nødh tijl meg i gen the sættæ them paa myn hande Saa giorde the tøswer for wthen meen then triediæ tijd finghe the wandhe Tha kom ther ickæ wthen en i gen mz blodigæ wingæ oc fiædræ Then førstæ hadde tha fangz eth meen thz hannum kundæ inghen man bedræ Saa sade ieg tyre tha aff then drøm ieg lodh ey lengher dwæliæ Myne ordh gaff hwn tha wel gøm wij giorde hwer annens williæ Wij afflædæ twænde søner boldh godæ strijtz men bleffue the bode Tydskeland wunde the wndher mit woldh och them som i hyperne bode Then førsthe myn søn hadde ieg kær och saa wel ieg hannum ynthe Ath ieg hade hwth at dødæ mz swerth hwo meg hans død først kynthe Tha tyræ hwn fik hans død tha sporth hwn holt hannum meth seg indhe Hwn togh paa seg en kiorthell sorth ath ieg skullæ thz besynne Tha sade ieg saa ieg seer thz well hwad then samme kiortel betegner Han tegner myn søn ær slaffuen i hiell ieg thz om syer well fregner Thz syæ i kæræ herre myn och ickæ wij sade hwn mz allæ Hwor sorghen ær hwn kænder paa kyn i hwædhen som hwn kan fallæ Tha ieg fornam aff hennes ordh ath knudh myn søn wor slaffuen Tha styrthe ieg nødh oppaa then iordh aff sorgæ døde ieg ther taffuen
|
og unde kristne mænd freden.
jeg tog derimod og var ej sen, thi jeg havde hu til hende. Jeg skrev brev did til riget igen og lod det blive en aftale. Da jeg kom i seng med hende, som folk de plejer at gøre, så bønligt bad hun mig om, at jeg ikke skulle hende røre, før vi kunne få et tegn på en eller anden måde på, at vi måtte få børn sammen vort rige til gave og både. Jeg opfyldte hendes bøn som hun var værd pga. hendes store dyd og ære, jeg lagde mit dragne sværd mellem os, så at jeg skulle være kysk. Som jeg i første søvn da lå, så underlig mig det syntes, af hendes skød fløj to fugle, så højt som de nu kunne. Så fløj de ned til mig igen, de satte sig på min hånd, sådan gjorde de to gange uden skade, den tredje gang fik de vånde. Da kom der kun én igen med blodig vinge og fjer, den første havde da fået en skade, som ingen mand kunne helbrede. Så fortalte jeg da Thyra om drømmen, jeg ventede ikke længer, mine ord lagde hun sig på sinde, vi gjorde hinandens vilje. Vi aflede tvende sønner bolde, gode stridsmænd blev de begge. Tyskland vandt de under min magt og(så) dem, der boede i Irland. Min første søn havde jeg kær, og så meget holdt jeg af ham, at jeg havde tænkt at dræbe med sværd den, som først forkyndte mig hans død. Da Thyra hun fik besked om hans død, holdt hun ham inde hos sig selv, hun tog en sort kjortel på, så jeg skulle indse det. Da sagde jeg så: jeg ser det godt, hvad den samme kjortel betyder. Den betyder, at min søn er slået ihjel, jeg erfarer det vel omsider. Det siger I, kære herre min og ikke vi, sagde hun med alle. Hvor sorgen er kan den kendes på kind hvorfra den end kan komme. Da jeg forstod af hendes ord, at Knud min søn var slagen, da styrtede jeg ned på jorden, af sorg døde jeg der straks.
|
På grund af sin genre - historisk digt - kan sproget i Rimkrøniken virke noget arkaiserende, og jeg har derfor valgt endnu en tekst, nemlig: Christiern Pedersens "Et Jertegen om en nynde som icke ville scriffte en syn syndh" (Christiern Pedersens Danske Skrifter, I, s. 315-16) fra 1515. Stykket stammer fra hans "Jærtegnspostil", der er en samling af religiøse tekster, med bl.a. udlægning af kirkeårets tekster, prædikener og 'jærtegn', dvs. små moralske fortællinger, der skulle lære mennesket at leve et gudelige liv. Sproget hos Christiern Pedersen er meget lig vort eget sprog, når man først får forceret de ortografiske barrierer.
Jeg har valgt ikke at bringe denne tekst i moderne form, da sproget næsten ligner sproget i dag; det, der eventuelt kan volde vanskeligheder, er ord, der ikke længer bruges (fx viduer 'enker' (3)), ord, der har ændret betydning (fx fødde i betydningen 'sørge for' (4)), ord, der har ændret bøjning (fx fornam 'fornemmede' (13)), ord, der kan misforstås, fordi de i dag har en anden betydning (fx gandske gwdelig, der betyder, 'fuldstændig, helt igennem troende' (2) eller men, der her betyder 'medens' (27)), og anderledes ordstilling (fx huad hwn der till gøre skwlde (15)). Ortografien afviger ligeledes noget fra moderne dansk, fx kan -u- og -w- erstatte hinanden, det hedder gwdelig (2) og suarede (27); v skrives overalt v- i forlyd, men ellers -ffu-; i og j kan erstatte hinanden; der benyttes romertal, således at xxx dage (25) betyder '30 dage'.
|
|
|
5 10 15 20 25 30 35 |
Et Jertegen om en nynde som icke ville scriffte en syn syndh. VJ læse ath der vor en konge som hagde en daather som wor gandske gwdelig hwn hagde altiid en stor hob fattighe folk oc viduer och faderløse børn som hwn fødde for gudz skyld Hwn hagde altid hw act oc mening til at hun vilde giffuit sig i kloster oc raadde der om met pawen Der han hørde oc fornam aff andre ath hwn giorde saa mange store miskundelige gerninger mod fattige folk oc fødde dem Och øffuede sig i andre gode oc dygdelige gerninger her i verden Da radde han hende ath hun icke skulde giffue sig i closter thii han menthe ath hun kunde gøre mange flere gode gerninger i den stad hun vor i en hun siden gøre skwlde Nogen stwnd der effter saa hun vbluelig paa en sin scriffuere som henne stedsse tiente oc fick wbequemmelig kerlighed til hannem oc elste hannem mer en tilbørligt vor Saa ath han hende belaa oc hwn bleff met foster Der hwn det fornam da bleff hun swarlige bedrøffuit og befryctede at hun der faare skulde bliffue berøcthed och beskæmet oc siden møste riget effter sin faderss død Thii raadde hun met en gammel kerling huad hwn der till gøre skwlde Hwn brwgede sin dieffuelss konst och flyde dhet saa at hun fødde eth døth foster lang tiid før en henniss rette tid komme skulde Siden sørgede samme konge daather all sin liffuiss tiid at neppelige nogen saa hende lee eller glæde sig effter den dag For hun sin gud saa swarlige fortørned hagde i det at hwn sit forster saa syndelige och slemmelige forkaste Da faderen saa at hun altid vor sorgfuld oc bedrøffuit (en dog han inthet viste her aff) At hwn ingen verdenss glæde achte vilde da samtyckede han at hun skulde giffue sig i kloster hwilked hun oc giorde oc leffuede saa erlige och gudelige siden hun kom der ind At hun vor alle de andre iomfruer som et spegel oc exempel til alle dygder oc hellighed Om siger bleff hwn suarlige siwg och døde aff samme soth. xxx dage der effter obenbarede hun sig for abbedissen och sagde hende at henniss siel fordømed vor Hun suarede huorlediss kom det till men du leffuede saa erlige oc strengelige och hagde eth gwdeligt closter leffnid oc vor alliss vort spegel til et erligt leffned Hun sagde Jeg bedreff en synd men ieg vor i verden hwilken ieg aldrig scrifftede for blysell skyld En dog ath ieg altiid suarlige sørgede for hende oc tycthe hende ilde at være aff alt mit hierte Thii ieg forkaste min iomfrudom oc dræbede dhet foster som ieg vor met hagde ieg scrifftet samme synd da hagde vor herre gerne forladet mig hende och alle andre synder hagde de en vered hwndrede twsinde flere och større Men fordi iegh tagde hende och icke vilde obenbare hende i mit scrifftemaall thii er iegh ewindelige fordømeth Thii skulle alle menniske scriffte alle deriss synder och engen tye eller dølye aff dem for deriss scrifftefader |
Jeg vil i det følgende bruge disse tekster som udgangspunkt for en kort gennemgang af nogle af de vigtigste sproglige forhold. Der henvises til B74 med kapitelnr. fra DgL, til Rimkrøniken med R og versnr. og til Christiern Pedersen med CP og linjetal.
I de allertidligste dansksprogede håndskrifter kan man stadig se den tryksvage vokal, infortisvokalen, manifestere sig som a, i eller u, men disse svækkes med tiden og falder sammen til den vokal, vi har i dag [ ]; i B74 hedder det: bondan (215), sæti (214), mylnu (214), men i de to andre tekster er den såkaldte infortissvækkelse indtrådt; den tryksvage vokal skrives enten æ eller e både i Rimkrøniken og hos Christiern Pedersen. Den eneste undtagelse er hos Christiern Pedersen foran -s og -t, hvor der skrives i-.
To andre lydændringer, som jeg vil fremdrage, vedrører konsonanter. Den første kaldes spirantsvækkelsen, idet den ramte spiranterne (hæmmelydene) d, g og v, der i bestemte stillinger faldt væk. I B74 (214) hedder det stadig sigi, men i R 2973 er g faldet bort, det hedder syæ. I B74 (216) finder vi sithan, hvor R 2972 har om syer, med bortfald af det gamle d (th). Teksterne her leverer desværre ikke eksempler på bortfald af v.
Ved kulsilsvækkelsen svækkes de gamle klusiler (lukkelyde) p, t og k efter vokal til b, d og g. I B74 (215) ses dræpær, mens CP 32 har dræbede; i B74 (211) står vtan, som bliver til uden, hvad det jo stadig hedder på moderne dansk; der er desværre ingen eksempler på dette ord i de to sidste tekster her. Det gamle k ses i B74 (214), hvor der står taka, den svækkede form med g finder vi i R 2925 tog.
Den sidste lydlige ændring, som jeg vil trække frem, vedrører igen vokalerne, eller rettere vokalen , langt a. Den blev rundet til å, og også denne ændring kan der findes eksempler på i teksterne. I B74 står flere steder ma 'må', mens vi i R 2935 finder mottæ 'måtte'; i B74 (214) står swa 'så(ledes)', mens både R og CP har saa (fx R 2931 og CP 6). Af andre eksempler fra B74 kan nævnes gar (213) moderne dansk 'går', Star (214) og sar (216), der nu er hhv. 'står' og 'sår'.
Det, der især kan give vanskeligheder ved læsning af den gamle lovtekst, er forekomsten af mange gamle bøjningsformer. Det sprog, som gammeldansk udviklede sig fra, opererede i substantivbøjningen med fire kasus, nominativ, akkusativ, genitiv og dativ. I B74 er der spor af dem alle, men nominativ og akkusativ falder sammen tidligt i perioden, og ved slutningen er der sket yderligere bortfald af dativ, så vi får det system med to kasus, vi har i dag: nominativ/akkusativ og genitiv.
I B74 forekommer flere former af glosen 'mand'. I Hittir man annar man (215) ses både nominativ og akkusativ ental, men de har samme form, og i den første linje i lovteksten ses genitiv ental annars mans; i fore ængium manna (214) er der tale om genitiv flertal, egentlig 'for enge mænds' (med efterstillet genitiv), ovenfor gengivet som 'for andres enge'. Afsnittet fremviser ikke eksempel på ordet 'mand' i dativ, men mange andre dativformer kan fremtrækkes; de fleste er styret af en præposition, et forhold, som i dag kendes fra fx tysk. Det hedder Ofna mathum oc ængium (213), á pingis dag aftnj (214) og vtan kirkiu garthe (215).
B74-teksten er også karakteristisk ved den sjældne forekomst af bestemte former; det hedder ær mylnu á (214) egl. 'som mølle ejer', men her gengivet med 'møllen' og horkal j siango (215) gengivet med 'horkarlen i sengen'; i de sene tekster er et substantiv oftest enten i bestemt form eller forsynet med ubestemt artikel.
Ved middelalderens slutning havde dansk 2 køn, fælleskøn og intetkøn, men der kan ses spor af det gamle 3-køns system i teksterne. I B74 henvises der til ordet 'mølle' med pronomenet 'hun' (214) og endnu i CP 29-33 henvises der til 'synd' med 'hende'; dette viser, at ordene 'mølle' og 'synd' oprindelig har været hunkøn, men ved periodens slutning var hankøn og hunkøn generelt faldet sammen til fælleskøn.
I verbernes bøjning udviser B74 også et gammelt stadium bl.a. på grund af den udbredte brug af konjunktiv. Det, som senere kan udtrykkes ved brug af modalverberne kunne, skulle, ville osv., kan i begyndelsen af middelalderen også siges ved brug af konjunktivformer. Det hedder taki .. vp 'skal .. tage op', sæti æy .. nithær 'må ikke sætte ned', fari hina 'skal de .. drage', læggi 'skal fastsætte', alle eksempler fra kap. 214.
Ordforrådet og orddannelsesmulighederne undergik forandringer, som viser sig i de ovenstående tekster; ord og udtryk udgik af sproget eller ændrede betydning. En sammenligning mellem originalteksterne og den moderne gengivelse vil vise forskellene. Nye orddannelseselementer kom også ind i sproget. Som et sidste eksempel vil jeg pege på forstavelsen be-. Denne forstavelse finder vi ikke i afsnittet fra B74, tværtimod anvendes grafuis (216) i betydningen 'begraves, jordfæstes'; glosen 'begrave' i denne betydning finder vi først omkring 1400. Af de to andre tekster fremgår det imidlertid, at det blev meget frekvent at danne afledninger med be-, i R 2968 finder vi besynne, R 2970 betegner og i CP 12-14 ses hele fem eksempler belaa, bedrøffuit, befryctede, berøcthed og beskæmet.
Den middelalderlige bog beretter for os om mennesker, der, trods store forskelle i tid og levevilkår, har levet med følelser og grundvilkår, som ikke er så ulige vore egne. De har elsket og hadet, besiddet og bedraget, været troende og frafaldne, og det er jo forhold, som vi kender fra i dag.
Som det forhåbentlig er fremgået af det ovenstående, har det danske sprog gennemgået mange ændringer i den periode, som sprogforskere kalder 'gammeldansk' og som historikere kalder 'middelalder', og det sprog, vi taler i dag, er en yderligere udvikling fra det Christiern Pedersen skrev. Sprogændringer foregår langsomt og glidende, men over lange tidsspand kan sproget kun vanskeligt viderebringe sit budskab, hvis kendskab om tidligere tiders brug og norm er gået tabt. Derfor er det tvingende nødvendigt at forske i sproget - både det ældre og nutidens - for at fastfolde og øge vor viden om fortiden og sproget med alle dets talrige facetter og nuancer.
Litteratur
Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling, I-VIII, København 1935-1973.
Christiern Pedersens Danske Skrifter,1-5, udg. C.J. Brandt og R. Th. Fenger. København 1850-1856.
Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene, I-VIII, udg. under ledelse af Johs. Brøndum-Nielsen og Poul Johs. Jørgensen, København 1933-1941.
Danmarks gamle love på nutidsdansk, I-III, ved Erik Kroman under medvirken af Stig Iuul, København 1945-1948.
Den danske rimkrønike, I-III, udg. af Helge Toldberg, København 1958-1961.
Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog, I-VI, København 1881-1918 (fotografisk optryk 1976).
Karker, Allan: Dansk i tusind år. Et omrids af sprogets historie. Kolding 1993.
Karker, Allan: Politikens sproghistorie. Udviklingslinjer før nudansk. Århus 1996.
Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, I-XXII, København 1956-1978.
Lund, G.F.V.: Det ældste danske Skriftsprogs Ordforråd. Ordbog
til de gamle Landskabslove, de sønderjyske Stadsretter samt øvrige
samtidige Sprogmindesmærker (fra omtr. 1200 til 1300), København 1877.
Skautrup, Peter: Det danske sprogs historie, I-V, København 1944-1970.
Trykt i: Levende Ord & Lysende Billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark. Det Kongelige Bibliotek 1999 s.185-192