Knud Hjortø (1869-1931) kom fra landet til byen. Han tog til Paris og blev digter - og det blev han ved med at være, indtil han blev blind og blev kørt over. Dette er Hjortøs ydre skæbne ultrakort - vennen Johannes V. Jensen skrev lige så kort om hans indre: »En Fenrisulv opsporede han i sin natur, droges med det og efterlod den bunden«. Dette antyder nogle af de temaer, han udfolder i sit forfatterskab fra debuten, Syner, 1899. Støv og stjærner, 1904, om den følsomme digterspire Ivar Holt følger op på denne indsats med skildringer af kroppens og sindets ubevidste liv. Romanen indgår sammen med To verdener, 1905 og Hans Råskov, 1906, i en trilogi, der blev Hjortøs hovedværk, og som nu, tillige med Syner, foreligger i Danske Klassikere. Bøgerne blev hurtigt oversat til tysk, og da en ny udgave af oversættelsen kom 2007, vakte den igen opsigt og blev anmeldt i de førende blade.