Det er vist den almindelige opfattelse, at dansk dramatik, dansk scenekunst begynder med Holberg. Rigtigt er det da også, at han er vor første og største komediedigter, og at der først med ham etableredes et egentligt teater. Førhen kunne kongerne kun indkalde udenlandske skuespiltrupper til kortvarige opførelser på slottene. Inden da fandtes der nu også skuespil, rettet til et bredt publikum. I 1500- og 1600-tallet var det almindeligt, at landets latinskoler organiserede teaterforestillinger. De blev opført af skolens elever til fastelavn eller før sommerferien på en tribune – ofte i fri luft, fx på byens domkirkeplads eller et torv. Inspirationen kom sydfra. Luther havde et vågent øje for, at disse opførelser kunde have både et pædagogisk og et religiøst sigte. Eleverne fik indprentet de kristne dyder, og de lærte at føre sig frem på en naturlig måde og at tale klart og tydeligt. Det var baggrunden for, at der blev skabt en række sceniske værker, som i dag går under den sammenfattende betegnelse Skolekomedier.

Naturligvis er ikke alle disse komedier bevaret for eftertiden. Men vi har dog en del, som geografisk dækker hele Danmark – undtagen København. Hvorfor der ikke findes materiale fra denne by, ved vi ikke. Men hvem ved. Måske dukker der en dag en komedie op også derfra.

Hovedparten af skolekomedierne er blevet udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i løbet af de seneste 10-15 år. Det første – og største – værk var Randershåndskriftet, som indeholder 6 komedier og 3 mellemspil, og dernæst udkom to bind med i alt 4 komedier. Alle stykkerne er naturligvis på det dansk, som blev talt på nedskrivningstidspunktet, og det rejser en del forståelsesproblemer. Men de nuværende udgaver er alle forsynet med meget fyldige kommentarer, så de kan læses – og nydes – nogenlunde ubesværet.

Hvem skrev så disse sceniske værker? Vi kender langtfra alle forfatterne, men sandsynligvis er det skolefolk og præster, der har skrevet dem.Det betyder nu ikke, at stykkerne er gennemsyrede af teologiske betragtninger eller skolepædagogik. De er tværtimod fulde af morsomme, ja barokke indfald og grovkornet humor. Hvis der var spise- eller drikkescener i stykkerne, blev der serveredt rigtig mad på scenen. (Man må formode at det ikke gjaldt stærke drikke!). De agerende og tilhørerne,for en stor dels vedkommende elevernes familie og venner, skulle jo helst ikke falde i søvn af kedsomhed. Et særligt humoristisk islæt skyldes, at latinskolerne kun optog drenge. Det vil sige, at alle kvinderoller blev spillet af drenge, og det element af dragshow har selvfølgelig vakt latter hos de optrædende og sikkert også blandt tilhørerne.

Netop i disse dage udkommer yderligere to bind i DSL's række af skolekomedier: Kortt wendingh og Karrig Niding.

Kortt wendingh er skrevet af Hans Christensen Sthen, der var præst og skolemand i Helsingør fra 1565-83. Det er nok det mest udramatiske drama, der er skrevet på dansk! De agerende taler nemlig slet ikke sammen, men fremsiger hver sin monolog. Til gengæld repræsenterer skuespiltruppen alle lag af samfundet, lige fra greven, over gejstligheden, borgmesteren, borgerne lige ned til skøgen. Det giver et fantastisk levende indblik i datidens samfund, som i dag har stor kulturhistorisk interesse. For de oprindelige tilskuere har charmen nok ligget i, at de kunne se sig selv skildret, ligesom de kunne genkende naboen og hele det samfund, de færdedes i.

Karrig Niding står nok i dag som højdepunktet af den danske skoledramatik. Stykket er skrevet af Hieronymus Justesen Ranch (1539-1607) fra Viborg. Det er et løssluppent spil om en gnier, der er så besat af at puge penge, at han hverken under sin familie eller sine tjenestefolk mad. Han drager nu på pilgrimsrejse, men først sørger han for at anbringe alle madvarer under lås og slå. Så snart han er ude af døren, dukker en charmerende tigger op sammen med sin tjenestedreng. De to skaber fest og glæde med masser af mad, og huskets kvinder fornøjer de med mere end det.. Da den gerrige husherre kommer hjem igen, opdager han til sin rædsel, at hus og hjem inklusive kone og tjenestefolk er overtaget af de to fremmede. Ingen vil kendes ved Karrig Niding. De fortæller samstemmende, at der ikke bor nogen ved det navn her, han må være gået forkert. Til sidst er den tidligere hustyran så forvirret, at han tror på, hvad de andre siger, og han har ikke anden udvej end at begive sig af sted som tigger for at lede efter sin retmæssige ejendom! Gerrighed er en alvorlig synd, og den får sin velfortjente straf i denne hyldest til livsglæden.

Kan disse op mod 500 år gamle skolekomedier læses i dag? Udgiveren, mag.art. Leif Stedstrup, har i hvert fald gjort det meget nemmere for læserne at gå til teksterne. Og har man lyst til at få noget at vide om, hvad man tænkte, og hvordan man levede i Danmark for 400 år siden – så venter der en god oplevelse.