Efter den foreløbige afslutning af Det forjættede Land skrev Henrik Pontoppidan (1857-1943) op igennem 1890erne en række skæmteromaner. I tre jeg-fortællinger fra vidt forskellige egne af landet driver han gæk med, som han skrev i et brev til Viggo Stuckenberg, tiårets »Forkærlighed for sådanne erotiske Tilstande, hvor Menneskets Forstand og Vilje kues i Stedet for at skærpes«: Minder, 1893, Den gamle Adam, 1894, og Højsang, 1896. Med indestængt vrede bag skæmten behandler han tidens kunstdiskussion i Nattevagt, 1894, og sin helt egen diskussion om ægteskabet i Lille Rødhætte og Det ideale Hjem, begge fra 1900. Graden af skæmt er det bestandigt op til læseren selv at skulle afveje. Disse seks »Smaa Romaner«, som Pontoppidan selv navngav dem, udgives her i deres oprindelige udgaver, før det gustne overlæg greb ind og ændrede dem alle, mere eller mindre.