H.C. Andersen (1805-1875) tog i 1840-1841 ud på sin store rejse til Orienten. Han genså Tyskland og Italien, oplevede Athen og gik rundt i Konstantinopel. Herfra gik turen videre op gennem Sortehavet og ad Donau til Wien, hvor han igen var på hjemmebane. Turen skrev han om i En Digters Bazar, 1842, som ikke bare er hans mest originale rejseskildring, men også den mest populære. H.C. Andersen var en følsom rejsende, der både søgte eventyret i virkeligheden, og virkeligheden i den eventyrlige verden, han rejste igennem. En Digters Bazar rummer et væld af billeder fra rejsen, og de gives i stadig nye variationer, så læseren ikke bare oplever de fremmede steder, men også anderledes måder at beskrive dem på. Eventyr, sagn, genrebilleder, fakta, kulturreportage, så det skarpe skel mellem fantasi og realitet ophæves. Stilen er malende, og H.C. Andersen beskriver mere end han reflekterer og sætter oplevelserne ind i en større sammenhæng. Kulturhistorisk og mentalitetshistorisk er En Digters Bazar en guldgrube, fordi man heri finder nogle af den moderne turists erfaringer formuleret for første gang. Man aner rastløsheden, nyhedsjaget, fremmedfølelsen og melankolien, mens der i begejstrede vendinger fortælles om den første togtur i teknikkens tidsalder.