Sonja Hauberg fik i 1944 sit gennembrud med romanen Syv Aar for Lea, der blev en anmelder- og publikumssucces af dimensioner. Bogen blev især fortolket som et angreb på den sorte skole i stil med Hans Scherfigs Det forsømte Forår, og titelsymbolikken synes at bekræfte det: Ungdommens livslyst kvæles af skolen, eller – med henvisning til 1. Mosebog: Jakob arbejdede i syv år for at vinde sin elskede Rakel, men måtte nøjes med Lea. Haubergs kritik har imidlertid et andet fokus – især fordi det er en kritik af en anden slags skole. Vel er der brutale og fordomsfulde lærere som hos Scherfig, men de største problemer ligger i formidlingen af et fagligt stof, der aldrig sættes spørgsmålstegn ved, og i en undervisning, der bestemmes af skemalægningen, ikke af det, eleverne har behov for at vide. Hovedpersonen Ruth udsættes som gymnasiast for en naturvidenskabelig lærdom, hun ikke har anlæg for eller interesse i, og gennem hendes historie oplever man, hvordan skolen belønner en overfladisk tilegnelse af viden, der favoriserer distanceblænderi. Og dermed også en selvtilstrækkelighed, som har politiske følgevirkninger. »Nu har I puklet og puklet og været døve og blinde i 3 Aar, hvad kommer Spanien jer ved, lad dem forbløde, lad dem raadne op, hvad rager det jer, naar I bare har jeres Eksamen, jeres Snobberi, jeres Karakterer«, lyder opråbet et sted.
