Trykt bog

Anders Bodelsen: Drivhuset

Danske Klassikere

Tekstudgivelse, noter og efterskrift: Eva Gro Andersen

Gyldendal

ISBN: 978-87-7533-248-9

Vejl. pris: 200,00 kr.

Anders Bodelsen (f. 1937) etablerede sig i løbet af 1960’erne som en af sin tids væsentligste forfattere. Med sin første novellesamling, Drivhuset, 1965, tog han hul på en kunstnerisk bearbejdelse af det stof, som sidenhen kom til at præge forfatterskabet: barndommen under 2. Verdenskrig, og voksenlivet i den spirende velfærdsstat. I Drivhuset præsenteres vi for en prosa, der har væksthuset som symbol, lige fra titelnovellens fremstilling af en opvækst under beskyttede vilkår til den afsluttende novelles indkredsning af velfærdsstaten som et socialt væksthus. I en række noveller, som sidenhen har fået klassikerstatus, kredses der med lige dele spænding og humor om tilværelsens paradoksale dobbelthed: Krigens fred i »Forventningen«. Det privilegerede velfærdsmenneskes isolation i »Signalet«. Den materielle overflods meningsløshed i »Julestue«. Drivhuset udgives her for første gang i en tekstkritisk udgave med forklarende noter og et efterskrift, der placerer Anders Bodelsen som pioner inden for en international tværæstetisk nyrealisme og som en af dansk litteraturs første velfærdsrealister. Novellesamlingen udkommer i en form, der er tro mod den oprindelige førsteudgave, men suppleret af to noveller, som forfatteren medtog i andenudgaven.


Redaktør(er): Camilla Zacho Larsen og Jesper Gehlert Nielsen
Redaktionsudvalg: Søren Peter Hansen, Lasse Horne Kjældgaard, Johnny Kondrup, Birthe Melgård, Jesper Gehlert Nielsen og Søren Schou
Tilsynsførende: Lasse Horne Kjældgaard

Udgivet og udarbejdet
med støtte af:
Statens Kunstfonds Projektudvalg for Litteratur
Denne udgaves udgivelsesdato: 14.11.2019
Originalens udgivelsesår: 1965


Gå til den samlede oversigt over DSL's udgivelser.