Den 17. marts 2020 udkommer bind 4 i serien Dansk Sproghistorie 1-6 med titlen Dansk i brug.
Den 17. marts 2020 udkommer bind 4 i serien Dansk Sproghistorie 1-6 med titlen Dansk i brug.
Fjerde bind af Dansk Sproghistorie har fået titlen Dansk i brug og viser gennem de i alt 16 kapitler og bindets mange illustrationer hvordan almensproget gennem tiden er blevet påvirket af forskellige sproglige genrer – fra middelalderens første lovtekster over 1700-tallets aviser på vers til nutidens sprog på de sociale medier.
Bindet er inddelt i fire dele:
- “Lov, bibel og salmer”
- “Viser, sange og ordsprog”
- “Sprog og medier”
- “Dannelse og uddannelse”
va mæ kulturen
Under redegørelsen for den sproglige standardisering kommer bind 4 bl.a. ind på 1900-tallets tilhængere af den såkaldte fonetiske retskrivning, hvor ordene i højere grad staves som de udtales.
Blandt disse tilhængere finder man fx arkitekten og forfatteren Poul Henningsen (PH, 1894-1967), som i 1933 udgav den kulturkritiske bog Hvad med kulturen?. På omslagets forside er bogens titel gengivet i tre forskellige typografiske og ortografiske versioner af forskellig “modernitet”. Den mest avancerede er den nederste lydskriftnære version, va mæ kulturen, uden stumt h og d og med udelukkende små begyndelsesbogstaver.
Om Dansk Sproghistorie
Dansk Sproghistorie 1-6 har flere end 80 eksperter som forfattere. Det er den første samlede beskrivelse af dansk siden 1968 – og den mest ambitiøse. Værket er finansieret af Carlsbergfondet.