Skulle man få den tanke at læse Jens Baggesens Labyrinten bagfra, finder man allerførst forfatterens instruktion i, hvad meningen er med en rejsebeskrivelse, der til overflod rummer hele to titelblade. I begge tilfælde hedder Labyrinten Labyrinten, men undertitlen er enten Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig eller Reise giennem Tydskland. Den sidste titel er mere retvisende end den første, idet Europarejsen begynder i København en majdag i 1789 og ender med optakten til Schweiz, det forjættede land. Selve rejseberetningens sidste sætning lyder: »Jeg var alt paa Schweitzersk Grund – Vi rullede ind i Basel«.

Med diskret ironi tiltaler forfatteren i sin instruktion de læsere eller bogkøbere, der »ikke elske Fragmenter«, og for at bringe overensstemmelse mellem titel og indhold får læseren hele to titelblade at gøre godt med – for så kan Labyrinten »ansees for et heelt Værk for sig«.

Læseren skal desuden vide, at der er udsigt til to bind mere end det første fra 1792 og det andet fra 1793. Hele Labyrinten kommer angiveligt til at omfatte fire bind, hvoraf de to sidste drejer sig om Schweiz og Frankrig. Så passer pengene. De to bind er »allerede færdige«, hedder det, men intet tyder på, at Jens Baggesen her taler sandt. De to supplerende bind vil udkomme, når forfatteren er kommet klogere hjem fra en ny Europarejse. Og det hele er af den beskaffenhed, erklærer han, »at det enten aldeles ikke lader sig læse, eller lader sig læse ligesaa got i det eene Aar af vort Decennium, som i det andet«.

Lovningen på fortsættelsen blev aldrig fulgt op. Et halvhjertet forsøg blev gjort med en andenudgave i 1807. Her stilles læseren endda yderligere syv bind i udsigt. I runde tal 3.600 sider, men det blev kun til en beskåret og redigeret version af førsteudgaven.

Førsteudgaven rummer – stadig læst bagfra – desuden et højstemt digt i frie rytmer om den franske revolution, som siden 1789 havde taget en ny drejning med henrettelsen af Ludvig 16. i 1793. Jens Baggesen forsøger at pejle udviklingen for Humaniteten, hvorved han forstår »Hovedets Oplysning og ... Hiertets Opvarmelse«.

Disse to afsluttende paratekster leder man forgæves efter i de tilgængelige udgaver af Labyrinten. De er karakteristisk nok redigeret væk i forsøget på at lave en klassiker. Kanoniseringen af værket har haft den pris, at visse dele måtte bort for at en tidløs klassiker kunne få nye læsere. Begge de afsluttende instruktionstekster hører med til Labyrinten som helhed og vil da også være at finde i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs nye udgave, der i modsætning til alle tidligere genudgivelser bliver komplet. Ikke komplet i forhold til den helhed på de planlagte fire bind, som udgjorde Jens Baggesens første store Europarejse 1789-1790. Men komplet i betydning af helheden på de to trykte bind, som rettelig burde kaldes Reise giennem Tydskland.

Endnu et forsøg på at etablere rejsebeskrivelsen som helhed blev gjort af »Forfatterens Sønner og C. J. Boye« i 1829-1831 med bind 8-11 af Jens Baggesens danske Værker. Denne udgave omfatter dele af den trykte førsteudgave foruden det, der tilforladeligt kaldes ’fortsættelsen’. Den rummer rejsen i Schweiz, som udløste mødet med hende, der skulle blive forfatterens sønners mor. Den rummer rejsen i Frankrig, der reelt var ventetid for at afklare, hvorvidt bejleren var et godt parti for familien Haller i Bern. Og den rummer de nygiftes hjemkomst til Holsten.

Sønnernes sammenhængende beretning består af yderst forskelligartede dele. Der skelnes ikke småligt mellem trykt og utrykt, mellem tysk og dansk eller privat og offentligt. Helheden er kommet i stand med betydelige friheder i forhold til stoffet. Gevinsten er indlysende nok en helhed og ikke et retningsløst tekstmassiv bestående af breve, dagbøger og tilrettelagt rejsebeskrivelse.

Den nye udgave af Labyrinten kommer ikke til at gå i sønnernes fodspor. De fik skabt et monument over deres eget biologiske ophav (som yderligere blev konsolideret ved August Baggesens biografi fra 1840’erne). Den nye udgave bliver mindre omfattende, men mere troværdig i detaljen. Udgaven kommer til at bestå af en kritisk gennemset originaltekst (1792-1793) uden udeladelser (onde tung­er kunne kalde princippet ukritisk) foruden omfat­tende kom­mentarer. Senere udgaver har den hæsblæsende jagt rundt i København efter et pas som begyndelsen på Labyrinten; andre begynder med forfat­terens programmatiske forord om den rejsende som rejsens centrum. Men førsteudgaven rummer fak­tisk også et tillæg til forordet, som var affødt af, at rejsekammeraten Carl Friedrich Cramer havde overhalet Jens Baggesen indenom med sin helt egen afslørende version af deres fælles rejse. Det hele vil være at finde i den nye udgave, som i den forstand er den ’gamle’ forsynet med de udgiverkommentarer, der sine steder er nødvendige for at fragte Labyrinten velbeholdent op til nutiden.

Sønnernes udgave i fire bind blev bearbejdet, men ikke afgørende ændret i en andenudgave af Danske Værker fra 1840’erne. Andenudgaven er grundlæggende forkortet og rummer fx ikke en fantasifuld verdensomsejling med digteren Matthias Claudius på en sø nær Hamburg, og ingen af de to udgaver rummer det revolutionære afsnit om en galge med flere nyttige etager i Preetz. I begge genudgivelser benyttes udgivernes blandingstitel, der mixer Jens Baggesens første og anden udgave til Labyrinthen eller Digtervandringer, og præciserer, at værket er blevet til efter »Forfatterens egen Udgave og med de af ham selv foretagne Rettelser i denne«. En Ausgabe letzter Hand med ført hånd.

Senere udgivere har ikke forsøgt sig med at etablere andet end mere eller mindre råt tilskårne og normaliserede versioner af førsteudgaven. Det gælder for den filologisk vigtigste af udgaverne, Louis Bobés fra 1909, der udkom som det andet bind af Vilh. Andersens Mindesmærker af Danmarks Nationallitteratur, og hvis 307 sider ifølge Baggesen-bibliografien »er originalens, med udeladelse af henved 250 af dens 860 sider, og med moderniseret retskrivning«. Udgavens fortjenester skal findes i dens »Indledning, Anmærkninger, samt person-, sted- og citatregister«.

Louis Bobés udgave er den eneste substantielt kommenterede udgave, der findes. Han vurderer kommentarernes omfang til »en Tiendedel af Tekstens Størrelse« og håber, at de vil »tilfredsstille alle rimelige Krav«. Til sammenligning vil andelen af kommentarer i den nye udgave snarere ende med to tredjedele af en nu mere omfattende tekst. Inddragelsen i særdeleshed af de samtidsforviklede dele af Labyrinten kalder på en tættere kommentering af de dele, der ikke blot taler for sig selv. Desuden er det vurderet, at en moderne udgave ikke kan nøjes med den knaphed i kommentaren, der kendetegnede den ældre, hvis den skal være til hjælp for et blandet korps af fagfolk og læge læsere. Det gælder både verbalt, historisk og intertekstuelt.

Ikke mindst Jens Baggesens brug af andre tekster har udløst en del nye og omfattende kommentarer. Man ser undertiden Labyrinten omtalt som en roman, altså et fiktionsværk, hvad der ikke svarer til Jens Baggesens egen kontrakt med læseren i fortalen. Her betoner han værkets sandhedsværdi:

Du maa stræbe, sagde jeg, ved saa meget som mueligt at sætte Læseren ind i dig selv og din Forfatning, at føre ham den selvsamme Vei, du er kommen, og vise ham de selv samme Gienstænde, aldeles fra den selv samme Side, hvorfra du har beskuet dem – saa at hans Aand ved Enden af din Reise kan siges, ikke saa meget at have læst, som selv at have – giort den. (I, s. IV)

Ingen tilgængelig dokumentation har givet anledning til at anfægte dette rousseauske ideal om autenticitet og pålidelighed, men alene afstanden mellem oplevelserne og værkets koncipering kalder på et supplement. Labyrinten er så at sige dels blevet til i Europa om bord på »den lille Valnødskal, jeg har sat Hiul under« (II, s. 391), dels ved skrivebordet i København. Et af værkets nærværssuggererende højdepunkter, bestigelsen af katedralen i Strasbourg, trækker, kan det nu påvises, lange oversatte beskrivelser ud af datidens standardværk om kirken, Philippe-André Grandidiers Essais historiques et topographiques sur l’église cathédrale de Strasbourg fra 1782.

Den almindeligt tilgængelige version af Labyrinten er Torben Brostrøms udgave, der udkom fra 1965. Den er stærkt forkortet, dog ikke i samme omfang som Bobés udgave. Udeladelserne (eller rettere størstedelen af udeladelserne) er diskret markeret med et tegn i teksten. Udgaven siges at være baseret på den originale udgave, som angiveligt er »ret skødesløs i ortografisk henseende«. Sandt nok, men en række nye fejl er desværre kommet til undervejs. Der er en vis tradition for, at kritiske udgaver alene forholder sig til kildeteksten (eller andre forfatterautoriserede versioner), og det udvisker forskellen på den nye udgave og den umiddelbare forgænger. Her skal nævnes et par stykker – først originalens ordlyd, derpå Brostrøms udgave:

Den nye udgave af Jens Baggesens Labyrinten er også baseret på den originale udgave, kritisk gennemset og tolerant over for lokale afvigelser, men uforkortet, og det er nyt. Det er også nyt, at de tre, meget forskellige tekststykker, der i 1792 blev bragt i tidsskriftet Minerva for at reklamere for bogen, bliver tilgængelige i den nye udgave. Ikke som del af en efterlods konstrueret helhed, men som paratekstuelle aktstykker i egen ret. Ikke mindst er Jens Baggesens remake af Jean-Jacques Rousseaus femte vandring (fra Den ensomme vandrers drømmerier) værd at få med til karakteristik af værket.

Den mest overordnede betragtning bag den nye udgave er, at først med Søren Kierkegaard kom dansk prosa på omgangshøjde med det, som den 25-årige Jens Baggesen her yder. Så hvorfor holde noget af denne veloplagte, vimmelskaftede bog tilbage? Nok er der tale om en rehistorisering af værket – med en tilhørende gaveregn af overraskende tidshistoriske tekstkommentarer – men læserens umage vil lønne sig.

Henrik Blicher