Den Danske Ordbog blev fredag den 18. juni 2021 opdateret med 500 nye ord, 40 nye betydninger til eksisterende ord og hele 56 nye faste udtryk.
Fredag den 18. juni 2021 opdateres Den Danske Ordbog med over 500 nye opslagsord, en lang række nye faste udtryk samt nye betydninger til allerede eksisterende ord. Blandt de nye opslagsord finder man fx frostpizza, vaccineskeptiker, woke og samfundsansvar, og af nye faste udtryk kan nævnes se/kigge ind i, los i røven, åbent forhold og på beløbet.
Den Danske Ordbog er en nutidsordbog der sigter efter at beskrive sproget som det bliver skrevet og talt. Ordbogen er baseret på en stadigt voksende tekstsamling bestående af mere end en milliard ord. Med den som grundlag har Den Danske Ordbog et godt udgangspunkt for vedblivende at beskrive både nye ord i sproget og nye betydninger af allerede eksisterende ord. Et eksempel på det sidste er at man nu kan slå op at en våd drøm også kan betyde et meget stærkt ønske, at frigid også er et skældsord og at en regnbue også er et symbol på mangfoldighed.
Som det ser ud nu, er Den Danske Ordbog ikke sikret finansielt. Med udgangen af 2021 er halvdelen af finansieringsmidlerne brugt, den anden halvdel med udgangen af 2022. Findes der ikke en langtidsholdbar finansieringsløsning, vil det ikke længere være muligt at vedligeholde Den Danske Ordbog som en nutidig og samfundsrelevant beskrivelse af det sprog vi alle sammen taler.
Læs pressemeddelelsen om opdateringen af Den Danske Ordbog.
Se listen over alle nye ord og udtryk i Den Danske Ordbog, juni 2021.