Jørgen Nielsen (1902-45) fik i sit korte forfatterliv aldrig noget stort læsepublikum. Derimod vandt han allerede fra forfatterskabets start meget anerkendelse hos litteraturkritikerne. Det skyldtes ikke mindst de intentioner og den egenartede skrivemåde hvormed Jørgen Nielsen behandlede et ellers i litteraturen efterhånden noget udpint emne, bønder og fattige småkårsfolk på landet. Jørgen Nielsens skildringer heraf var ikke båret af en social indignation, men af ønsket om at indleve sig i og forstå de sind som gemmer sig i oftest fåmælte mennesker. Jørgen Nielsen fornægtede ikke miljøets betydning, men vægtede i højere grad arvens. Han skelnede således mellem person og skæbne, mellem menneskets biologiske-genetisk bestemte sind og dets socialhistoriske bestemte livsvilkår. Og hans forfatterskab drejer sig næsten overalt om de psykisk-emotionelle spændinger der opstår af konflikten mellem person og skæbne. Således også romanen En Kvinde ved Baalet, 1933. Men til forskel fra forfatterskabets øvrige romaner der er tragisk desillusionerede, rummer En Kvinde ved Baalet et lune og en afdæmpet humor som fremkalder et menneskeligt overskud i romanen. Den er båret af en tiltro til at et jævnt hverdagsliv kan være rigt, hvad der ikke gør romanen til et skønmaleri, men til forfatterskabets lyseste.