Johannes Ewald (1743-1781) er ikke blot hovedskikkelsen i dansk litteratur mellem rationalisme og romantik, men også en af de betydeligste forfattere i vor erindringslitteratur. I sin efterladte, fragmentariske selvbiografi Levnet og Meeninger beskriver han sin ulykkelige forelskelse i pigen Arendse, sit forsøg på at blive soldat i Den preussiske Syvårskrig og sin tilblivelse som digter. Selvbiografien udgives her sammen med et andet, lidt tidligere fragment: Herr Panthakaks Historie, 1771. I dette udkast til en filosofisk roman, som er skrevet i dialog med Voltaires berømte Candide, undersøger Ewald det 18. århundredes rationalistiske verdensforklaring – og overskrider dens grænser.