Da den unge livende naturforsker dr. phil. Vilhelm Bergsøe (1835-1911) fik sin videnskabelige løbebane afbrudt af en ondartet øjensygdom, gav han sig til at diktere fra Piazza del Popolo. Bogen udkom sidst i november 1866. Bergsøe begyndte sit skønlitterære forfatterskab med den største knaldroman i dansk litteratur. Det er samtidig en af de klassiske bøger om Rom og Danmark. Vi hensættes til en kreds af skandinaver i Rom nogle majdage i (måske) 1861. En af danskerne forsvinder – som det viser sig: bortført af røvere. Og vennernefordriv en pinlig ventetid med at fortælle historier om deres ejendommeligste erfaringer. Lægen Aabye lægger for med »Tordenskyen«, historien om hans oplevelser i kolerasommeren 1853 i København. Den længste af fortællingerne på Piazza del Popolo er »Holmgreens Manuscript« som en af dem læser højt, og som optager størstedelen af bogens 2. bind i denne udgave. Det er historien om den unge forældreløse Henry Vernon i København, i en tvetydig forlovelses- og brydningsperiode. Den har klare lighedspunkter med tidens – ikke mindst Goldschmidts – dannelsesroman, minus slutning. I sidste del af Fra Piazza del Popolo fortælles – fortrinsvis af de implicerede selv – om tilfangetagelse og udfrielse. Og de uafsluttede eller gådefulde ender af fortællingerne bindes sammen, så at det bliver klart, hvem der er hvem i den centrale identitets- og faderskabssag. Gensyn og dobbelt forlovelse finder sted før bogens smukke afsked.