Holger Drachmann (1846-1908) blev af venskab med og respekt for brødrene Brandes forledt til at gå mod sin egen natur. I overensstemmelse med deres litterærpolitiske program ville han forherlige det moderne, målrettede viljesmenneske ved som modstykke og skræmmebillede for den opvoksende ungdom at skildre en viljesvag, fantasibetonet yngling af romantisk tilsnit, som det moderne samfund må skyde fra sig som overkomplet, dvs. unyttig, ubrugbar. Men mod sin bevidste hensigt kommer han i En Overkomplet til at lade forbillede og skræmmebillede bytte gårde, idet den formentlig overkomplette uvilkårligt gøres til bærer af de positive værdier – først og meget længe i det skjulte, til sidst åbenlyst for enhver.