I Sverrig indtager en særstilling blandt H.C. Andersens rejsebøger. Den skildrer en rundfart foretaget 1849 som en slags flugt fra den hårde krigsvirkelighed, da Tyskland, hvor han havde sit taknemmeligste publikum, var kommet i krig med Danmark. "Syg i Sindet", som han siger, tog han imod et tilbud om at gæste Sverige, som nu – efter at have været fjendelandet – med Skandinavismen var blevet en attraktion. Og i sin beretning udmaler han dets storslagne natur, pittoreske folkeliv og historiske minder. Men som en understrøm går angsten for undergang og udslettelse, og hvad han møder på rejsen, bliver tolket til symboler på overlevelse og livsbekræftelse trods forfald og død. Han indlægger tilmed digte og eventyr, som udtrykker denne tematik uden forbindelse med de svenske omgivelser. Det er hans mest gennemarbejdede og omarbejdede værk, og ved denne personlige udnyttelse af rejseboggenren indskriver I Sverrigs digter sig i den store række af subjektive rejsende i dansk litteratur – fra Labyrinthens Baggesen over Johs. V. Jensen og Tom Kristensen til vore dages Thomas Boberg og Carsten Jensen.