I Spanien er H.C. Andersens livligste og måske bedste rejseskildring. Den bygger på en rejse til især Andalusien 1862, dog med en afstikker til Tanger og et ophold i den vinterkolde Madrid på vejen hjem. Man kan rejse efter bogen den dag i dag, for den er fyldt med oplysninger og personlige indtryk. Dette gælder ikke mindst det mauriske Alhambra i Granada, hvor digteren bringes til at klargøre sig sit religiøse ståsted. Men mere end som rejsebeskrivelse blev bogens indlagte digte en triumf for Andersen, der var rejst til Spanien for at søge ny inspiration. I et brev, skrevet lige inden han kommer til landet, håber han på, at den gode Gud vil vække digteråren i ham igen, men det blev anderledes kræfter, der tog fat i ham. I et af digtene skrevet undervejs hedder det: »Men de Øine, Disse Løgne, Dette kjække Smil om Munden, Det er Satan dog i Grunden, Han har mig i sine hænder, og jeg brænder!« Ikke blot H.C. Andersen kom til det »Indre Syden«, da han rejste til Spanien. En række danske digtere, som omtales i bogens efterskrift, blev dybt præget af landet – med den ildfulde og erotiske flamenco, og tyrefægtningerne. Andersen måtte som dem efterfølgende besinde sig på, hvem han var, for de havde alle i det blændende lys oplevet 'sandhedens øjeblik'.