Martin Andersen Nexøs (1869-1954) roman Ditte Menneskebarn skildrer en proletarpiges liv fra undfangelse til død. I første bog med titlen En Barndom, 1917, følger vi Dittes første år, hvor hun som 'uægte' barn vokser op hos sin bedstemor, senere hos moderen, stedfaderen og de mindre halvsøskende i »Skadereden«. I anden bog, Lillemor, 1919, flytter familien til et fiskerleje, hvor der hersker feudale tilstande under »Kromandens« diktatur. I tredje bog, Syndefaldet, 1919, kommer Ditte efter konfirmationen ud at tjene på en gård; her gør husets unge søn hende gravid, og hun jages af pladsen. I fjerde bog, Skærsilden, 1920, bliver Ditte først amme på en 'englefabrik', hvor 'uægte' børn vanrøgtes, senere tjenestepige hos skiftende herskaber i København. I femte og sidste bind, Mod Stjærnerne, 1921, tilbringer hun sin sidste tid i en lejekaserne, hvor hun moderligt påtager sig ansvaret for mange forhutlede eksistenser, børn som voksne. Gennem skildringen af Dittes korte og lidelsesfulde liv retter Andersen Nexø en glødende anklage mod et samfund, der ikke formår at værne om sine menneskelige ressourcer. I romanens slutning smelter socialt revolutionære og folkeligt religiøse visioner sammen, så hovedpersonens tidlige død fremstår som et offer for alle de fattige. Den værgeløse, selvopofrende Ditte er sin tids Jomfru Maria, »Smertens Moder«. Med Ditte Menneskebarn, der er oversat til 23 sprog, satte Andersen Nexø et monument over arbejderkvinden, som han tidligere havde sat det over den mandlige arbejder med Pelle Erobreren. Den folkelige passionshistorie om Ditte er imidlertid ingen optimistisk udviklingsroman, som Pelle Erobreren var det. Udbruddet af 1. Verdenskrig, Oktoberrevolutionen i Rusland og nederlaget for de tyske rådsrepublikker ligger imellem, tonen er mørkere, og der anvises ingen konkrete udveje af miseren.