I 1912 myldrede det frem herhjemme med væsentlige romaner (bl.a. første del af Henrik Pontoppidans De Dødes Rige og Jakob Knudsens Angst – Mod), digte (Sophus Claussens Danske Vers) og ét, viste det sig, uopslideligt skuespil, Henrik Nathansens Indenfor Murene. Mellem disse hovedværker fylder Marie Bregendahls korte roman En Dødsnat ikke stort. Til gengæld vejer den meget. En Dødsnat er en roman om en fødsel – udelukkende set og oplevet af de kvinder, der lever deres liv på gården Broholm. Det par øjne, der ser mest, tilhører pigen Lise, ældstebarnet i den store børneflok, og det er på Lise ansvaret for de yngre søskende bliver til sidst lagt, da dødsnatten glider over i det grå morgenmørke. En Dødsnat er en roman, der ved sin store viden om livets grundvilkår og sin fuldstændige mangel på sentimentalitet stadig både bevæger og ryster.