Tre store fortællinger danner rygraden i denne antologi over prosaformernes udvikling i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Det er Olivia Levinsons Loreley om en såkaldt dæmonisk kvindeskikkelse, Jakob Knudsens Et Gjensyn om det umulige i at gentage fortiden, fordi den altid allerede er besat af andres historie og endelig Otto Rungs Lægens Fortælling om en exceptionel dags indvirkning på nogle badegæsters sind. Mellem disse fortællinger er indskudt en række noveller, kortprosastykker og journalistiske reportager, der udgør et spektrum over tidsrummets forandringer i den litterære prosafiktion fra fortællingens koncentration om begivenheden over situationsbundethed til reportagens og prosadigtets suggestionsvilje. Som helhed vil Fortællinger og kortprosa 1877-1907 derfor også kunne læses som fortællingens langsomme opløsning til suggestiv prosa.