Tom Kristensen (1893-1974) debuterede som lyriker med Fribytterdrømme, 1920, og gjorde i de følgende år hastigt karriere som ung rebelsk digter og toneangivende litteraturkritiker ved dagbladet Politiken, inden han midt i årtiet blev indhentet af en personlig krise. I sit litterære hovedværk, den selvbiografiske roman Hærværk, 1930, holder forfatteren dommedag over sig selv og tiden. Det er historien om den fallerede digter Ole Jastrau, der bryder op fra sin borgerlige tilværelse som familiefar og litteraturredaktør ved et københavnsk dagblad for at kaste sig ud i alkoholens selvforglemmende rus i selskab med den dæmoniske digterdesperado Stefan Steffensen. Romanen udspiller sig i en genkendelig historisk kulisse af de brølende 20’eres København med kimende telefoner, elektriske lysaviser, jazzrestauranter og kommunistoptøjer. Men som handlingen skrider frem, indlejres den borgerlige opbrudshistorie i et symbolsk perspektiv med Jastrau i rollen snart som gammeltestamentlig synder på vej gennem helvede, snart som menneskeliggjort Jesus blandt skøgerne. Ved sit romantekniske mesterskab og pågående eksistentielle kriseerfaring indskriver Hærværk sig i mellemkrigsårenes europæiske modernisme side om side med romaner af James Joyce, Thomas Mann og Louis-Ferdinand Céline.
Redaktionsudvalg: | Søren Peter Hansen, Lasse Horne Kjældgaard, Johnny Kondrup, Birthe Melgård, Jesper Gehlert Nielsen og Søren Schou |
Tilsynsførende: | Erik Skyum-Nielsen |
Udgivet med støtte af: | Politiken-Fonden og Statens Kunstfonds Projektudvalg for Litteratur |
Denne udgaves udgivelsesdato: | 12.08.2015 |
Originalens udgivelsesår: | 1930 |
Overtræk/omslag: | Ida Balslev-Olesen |
Omslagsillustration: | Foto fra 1932 af Tom Kristensen (Det Kongelige Bibliotek, Kort- og billedafdelingen) |
Sidetal: | 596 |