Af de danske lyrikere fra Guldalderen er Emil Aarestrup (1800-1856) den mest moderne. Han fjerner sig fra samtidens romantiske idealisme, hvad der gør hans lyrik forbløffende nutidig. Den er en erotisk reflekteret digters udtryk; han omgås kvinder og ord med lige stor opmærksomhed. Her foreligger for første gang siden 1918/1962 et større udvalg af Aarestrups digte med kommentarer. Udvalget indeholder Digte, 1838, der er den eneste digtsamling, Aarestrup fik udgivet; desuden bringes et omfattende udvalg af hans andre digte. Et tillæg til en række af Aarestrups optegnelser giver et blik ind i hans digterlaboratorium og viser, hvordan han har arbejdet med ordene: deres stoflighed, deres klange og de associationsveje, de baner. Optegnelserne er medtaget i konsekvens af de senere års øgede interesse for sådanne i sig selv poetiske efterladenskaber.
Redaktionsudvalg: | Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe, Esther Kielberg, Charlotte Madsen og Peter Seeberg |
Tilsynsførende: | Erik Skyum-Nielsen |
Udgivet med støtte af: | Kulturministeriet |
Originalpris: | 180,00 |
Overtræk/omslag: | Lars Rosenquist Bech-Jessen |
Omslagsillustration: | Foto af Emil Aarestrup, taget kort før forfatterens død, samt manuskript til digtet "Ghasele", dat. 1836 |
Sidetal: | 337 |
Emneord: | Digte, Erotik, Guldalder, Lyrik |