Af de danske lyrikere fra Guldalderen er Emil Aarestrup (1800-1856) den mest moderne. Han fjerner sig fra samtidens romantiske idealisme, hvad der gør hans lyrik forbløffende nutidig. Den er en erotisk reflekteret digters udtryk; han omgås kvinder og ord med lige stor opmærksomhed. Her foreligger for første gang siden 1918/1962 et større udvalg af Aarestrups digte med kommentarer. Udvalget indeholder Digte, 1838, der er den eneste digtsamling, Aarestrup fik udgivet; desuden bringes et omfattende udvalg af hans andre digte. Et tillæg til en række af Aarestrups optegnelser giver et blik ind i hans digterlaboratorium og viser, hvordan han har arbejdet med ordene: deres stoflighed, deres klange og de associationsveje, de baner. Optegnelserne er medtaget i konsekvens af de senere års øgede interesse for sådanne i sig selv poetiske efterladenskaber.