Gennem sit forfatterskab trak Henrik Pontoppidan (1857-1943) en flåde af Smaa Romaner, der »som proviantskibe lejrede sig om de store« (Vilh. Andersen). Det er indtagende, skarpsindige og underholdende bøger der hævder sig i deres egen ret. Den franske kritiker Marcel Brion mener endda de i slidstyrke overgår det øvrige forfatterskab. For første gang genudsendes Smaa Romaner i de førsteudgaver der blev fortrængt når Pontoppidan omarbejdede eller direkte afviste at genudgive. Bindet indeholder Ung Elskov, 1885, der blev totalt omskrevet i 1906, Mimoser, 1886, som er den mest omdebatterede af alle hans bøger, skolebogsklassikeren Isbjørnen, 1887, den aldrig siden optrykte Spøgelser, 1888, og Natur, 1890, hvis to små romaner, Vildt og En Bonde, siden blev spredt i forfatterskabet.
Redaktionsudvalg: | Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe, Esther Kielberg, Charlotte Madsen og Peter Seeberg |
Tilsynsførende: | Uffe Andreasen |
Udgivet med støtte af: | Kulturministeriet |
Originalens udgivelsesår: | 1885-1890 |
Originalpris: | 240,00 |
Overtræk/omslag: | Lars Rosenquist Bech-Jessen |
Omslagsillustration: | Foto af Henrik Pontoppidan fra o. 1890 (Det Kgl. Bibliotek) og brev fra Henrik Pontoppidan til Fr. V. Hegel |
Sidetal: | 543 |
Emneord: | Noveller, Små romaner |