Knud Hjortø (1869-1931) debuterede 1899 med Syner midt i den vilde symbolismes periode. Han var af sjællandsk bondeæt, men brød ud af sit miljø som læreruddannet og senere student. Han læste sprogvidenskab og fransk, og modtog gennem sit studium og rejser til Frankrig stærke impulser fra tidens litteratur og kunst. Men især den store musik, som han hørte i koncertsalene i Paris, satte gang i hans kunstneriske produktion. Han opgav sine studier efter den voldsomme inspiration, der resulterede i Syner, og virkede som realskole- og seminarielærer en årrække, indtil han kunne ernære sig af sit omfangsrige forfatterskab.
Bogen rummer en række friere tekster, organiseret i en række satser eller suiter, tre i alt. Hver gang bevæger skildringen sig fra den genkendelige verden ind i folklorens og religionens univers, båret på musikkens vinger og med en autentisk kropslighed intakt. Bibelens profetiske bøger, barndommens eventyr, tidens filosofi (Nietzsche), kunst og digtning har bidraget til bogens synske vanvid, der dog er styret af en stærk kunstnerisk formvilje – helt ud i den særegne og konsekvente ortografi.
Syner indleder et stor forfatterskab, hvor psykologiske skildringer af både mænd og ikke mindst kvinder fastholder og modulerer de indsigter i sindets underste land, som Hjortø havde fået adgang til med sin ungdoms sjælelige eruption. I forordet til et posthumt bind tekster »Under det svindende lys«, skriver Johs. V. Jensen i 1933, at Hjortø »fandt en Fenrisulv paa Bunden af sin Sjæl, gik ned til den, og efterlod den bundet«.
