De to Baronesser udkom i 1848 som den fjerde af H.C. Andersens seks romaner fra årene 1835-1870, og den er ofte blevet betegnet som den bedste af dem. Det skyldes ikke mindst de surreelt levende miljøskildringer fra herregårdenes Fyn, Frederik VIs dobbeltmoralske København og, overraskende, den diminutive vesterhavsø Oland. Også menneskeskildringen er ud over det sædvanlige. De to titelpersoner er født under de elendigste forhold med godt et halvt århundredes mellemrum. Deres adelstitler er opnået ved ægteskab, men adelskabet er først og fremmest beskrevet som en sjælelig kvalitet.