Den sidste gruppe af Henrik Pontoppidans (1857-1943) Smaa Romaner er i både indhold og størrelse langt mindre homogen end de forrige to. De rækker fra den minimale Det store Spøgelse fra 1907, forfatterskabet i vanddråbeform, til den grundstødte »store« roman Mands Himmerig, 1927. Omkring dem det hjærteskærende Ibsenske ægteskabsdrama Borgmester Hoeck og Hustru, 1905, den Wesselske kunstneroman Hans Kvast og Melusine, 1907, den fantastiske fortælling om Den kongelige Gæst, 1908, og den melodramatiske, lyse førsteversion af Et Kærlighedseventyr, 1918. Humoren er trængt tilbage, indsigten formidles ad andre baner: tragediens, burleskens, satirens, pamflettens – og de store følelser som forfatterskabet ellers i sine tidligere faser havde holdt i så stramme tøjler.